De seneste år er en række danske forfattere blevet portrætteret på film. Men det er en balancegang at lave en vellykket portrætfilm – en balance mellem instruktør og forfatter. Når portrættet er bedst, får man en oplevelse, hvor ord og billeder smelter sammen. Og udover at se forfatteren tale og gebærde sig, kan man også blive inviteret ind i et forfatterskab.

af Jakob Hansen

I Jytte Rex' film Cikaderne findes (1998), bevæger kameraet sig rundt i det malede værelse, der giver navn til en af Inger Christensens romaner. Det glider hen over loftet og standser, der hvor det malede giver illusion om, at man kigger ud af rummet, op i himlen gennem et rundt hul. Og rundt om kanten kigger engle, dyr og mennesker ned mod én.
   Kameraets bevægelse standser, og billedet er frosset et øjeblik. Pludselig begynder selve hullet at dreje rundt, mens kameraet tilsyneladende står stille. Og i et glimt får man fornemmelsen af, at noget i en selv er på vej til at rive sig løs og dreje med rundt – inden fornuften straks får det stoppet og fortalt, at man sidder i et biografsæde.
    Når de filmiske virkemidler på den måde er med til at give en fornemmelse af, hvilke svimlende perspektiver Inger Christensens digtning handler om, har portrætfilmen fat i noget af det væsentlige.

Fjernsynets problembarn
Der findes ellers nok af indvendninger mod at blande litteratur og levende billeder. Man kan bare se, hvor svært det er at lave et interessant tv-program om litteratur, som både tilfredsstiller de kræsne litterater og andre almindelige mennesker. Hvis en person sidder og snakker om litteratur flere minutter i træk, er tv-folkenes indre vagthund for den bredest mulige målgruppe straks på banen med ord som højpandet, filmet radio eller bare dårligt tv. Der er noget om, at litteraturen er langsom og lægger op til eftertanke, derfor er den tv-mediets problembarn.

Men i portrætfilmgenren anerkender man, at det kan være fundamentalt tiltrækkende at se en forfatter, der taler ud fra sin litteratur. Det siges i øvrigt også, at bogprogrammet Bestseller fik betydelig højere seertal, efter at det indførte „Døde poeters klub", hvor man ser korte klip med ældre danske forfattere.

Naturligvis er en af de umiddelbare attraktioner, at se hvordan det væsen, der frembringer fascinerende litteratur, taler og gebærder sig. Men derudover kan forfatteren ofte beskrive sit eget arbejde ganske præcist. Det er så portrætfilmens udfordring, at få ordene og billederne til at fungere og balancere sammen. Forfatteren skal komme til orde og have noget interessant at fortælle, men instruktøren må også bidrage med en filmisk oplevelse, der er relateret til forfatterens arbejde. Når portrætfilmen er vellykket, smelter det sammen til noget, der i de bedste tilfælde er helt forskelligt fra filmet radio.

Svimmelhedsspiraler
I Cikaderne findes fortæller både den yngre og ældre Inger Christensen om sit liv og arbejde. Det biografiske stof giver fin mening, når hun beretter om en barndomsoplevelse af verdens ende ude i skoven, for straks at kæde det sammen med, at hendes digtning er en vedholdende udforskning af grænser.

Når kameraet bevæger sig ud på egne veje, holder den langsomt, glidende kameraføring sig tæt til det, digteren taler om, ved at tage udgangspunkt i træer, blade, sommerfugle, vandtrapper m.m. Det kan være lige lovlig illustrerende, men når billedsiden fungerer bedst, oprettes der en form for dialog med digterens optagethed af naturens strukturer og mønstre.
    Der klippes eksempelvis et billede af stjernernes spiraltåger ind, hvor Inger Christensen fortæller om Fibonaccis talrække, der bl.a. ligger til grund for kompositionen af digtsamlingen alfabet (1981). Talrækken er fascinerende, fordi den opretter en svimmelhedsoplevelse, som med digterens ord "på en eller anden måde måske ligner universets måde at kaste sig ud i verden på." (Så er det sagt.) Filmen igennem gentager en drejende kameraføring forskellige variationer af denne spiralbevægelse, hvilket påvirker beskueren i fysisk forstand med den svimlende oplevelse. Samtidig antyder gentagelsen, at spiralformen går igen mange steder i verden, f.eks. i grøntsager, som så også "digter på hver deres underlige måde," som Inger Christensen siger det.

Nordbrandert
I Elisabeth Rygårds film om digteren Henrik Nordbrandt, Mellem Bjergene og Havet (1994), ser man Nordbrandt ordne en blæksprutte og flække de grillede auberginer, imens han veltilpas belærer instruktøren om blæksprutters liv. Jeg tror, det havde passet Nordbrandt bedre, hvis resten af filmen kunne have handlet om det. (Så havde man også haft et perfekt tillæg til hans tyrkiske kogebog, Damelår og andre specialiteter).
    Men i stedet følger instruktøren digteren rundt i den lille tyrkiske by ved havet, hvor han bor. Han bryder sig ikke rigtig om at tale om sit skriveri, naturen eller de store følelser, som instruktøren spørger til. Han gider heller ikke tage med på en tur, hun foreslår, og filmholdet har svært ved at få ham banket op, da filmen skal starte... Det virker meget morsomt, men også lidt iscenesat.
    Filmen er en sanselig oplevelse med havet, bjergene og de mange farver i den tyrkiske kultur med musik af Yüksel Isik henover. Nordbrandt fortæller om lidt af hvert og virker som en meget hyggelig fætter, men hans poesi er svær at fange i denne portrætfilm. Han forklarer dog, at skriveriet opstod som en art terapi til at få hold på sine følelser og tanker. Han læser nogle digte og fortæller, at selv om han normalt kaldes en kærlighedsdigter, så er det, der i digtene er henvendt til en anden, ofte et udtryk for en kærlighed til verden. Ser man det.

Seebergs mange veje
Anette Riisager lavede et sympatisk portræt af Peter Seeberg lige før hans død i 1999. Filmen, der hedder Amor fati, er bundet sammen af korte køreture mellem forskellige geografiske steder, der har haft betydning for Seebergs liv. Denne kronologiske rejse starter med, at han står uden for fødehjemmet, hvor han ved en særlig begivenhed oplevede "begyndelser til en slags poesi", som han selv kalder det. Derefter forsøger filmen at pege på forbindelser mellem Seebergs livshistorie og hans litterære værker, og han fortæller f.eks. selv om den novelle, der blev startet af tretten cyklister, som hver søndag strøg forbi bageren.

De mange køreture stemmer på sin vis godt overens med de ting Seeberg fortæller, om det at have en vekslende dynamisk identitet, og på den måde bliver filmen samtidig en indre rejse. Alligevel er der mange ensformige, statiske billeder af forfatteren, der taler, uden at der bliver lagt noget ekstra til fra instruktørens side. Det resulterer i, at filmen bliver noget tam. Er man glad for Seebergs litteratur, skal man dog ikke afholde sig fra at se den.

Musikvideo
Tom Ellings film om Peter Laugesen, Nattegn (1997), er der mere gang i. Forfattteren er en del yngre, og han performer på en slæbende, henslængt facon sammen med sit band Mind Spray, som lige så stille står og syrer ud. Ind imellem krydsklippes der til et spor med underbelyste billeder af personer i bevægelse i byen, og der indflettes nærbilleder af forfatteren, som i korte klip bl.a. fortæller, at "et digt er en slags dans for øjne og øre." Disse små koncentrerede statements er det bedste ved filmen. De formidler væsentlige ting om Laugesens digtning; man får fligen af et indtryk af ham som person, og der åbnes en sprække ind til hans litteratur. Der er dog næppe tale om en egentlig portrætfilm, hvor man bliver inviteret ind i forfatterskabet. Det virker nærmere som en kort reportage fra forfatterens optræden, krydret med billeder og samtale backstage.

Propaganda
I den helt modsatte grøft er Stine Korsts film Martin Andersen Nexø. Et portræt af min oldefar (1998). Allerede undertitlen antyder, at filmen handler mere om personen Nexø, end den giver indblik i hans litteratur. Der bringes ellers ganske mange forskellige elementer ind i filmen: Instruktøren er selv fortæller til en række gamle klip med forfatteren, og i andre klip står han selv bag skrivebordet og fortæller. Der er gamle seværdige arkivoptagelser fra Nexøs ophold i det tidligere Østtyskland og Sovjetunionen, som blev brugt i propagandaøjemed, ligesom der er optagelser af DKPs hyldest til forfatteren ved bisættelsen ledsaget af dramatisk klassisk musik. Flere litterater og et barnebarn fortæller også skiftevis om den store forfatter.
    Desværre har filmen så travlt med at hylde mennesket (og martyren) Nexø, at det sker på bekostning af en nuancering af hans forskellige politiske og litterære ståsteder.

Søjlen i dansk åndsliv
Bedre går det i Anker Li's film at gå op ad væggen (1997), der er et portræt af Villy Sørensen. Denne film gør meget ud af at komme hele vejen rundt om den betydelige forfatter og filosof som person. I usædvanlig grad handler det om forfatteren som det indelukkede barn, der sidenhen bliver bærer af en grundlæggende melankoli.
    Villy Sørensen fortæller selv velvilligt om personlige, psykologiske forhold skiftevis akkompagneret af Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger, Niels Barfod og Ulrich Horst Petersen, der kender forfatteren, men som efter min mening fylder for meget.
    Villy Sørensen forklarer selv, hvordan hans første store, overvældende møde med eros hænger sammen med debutbogen, og hvordan han opfatter den skabende kraft som forbundet med kærligheden. På den måde får de biografiske oplysninger relevans.
    Man kan alligevel undre sig over, at instruktøren ikke har taget mere fat i f.eks. forfatterens første absurde bøger, som vakte opsigt og forargelse i 1950'erne eller gjort mere ud af hans filosofiske refleksion. Ligeledes er filmens billedside meget dæmpet i sin udfoldelse af filmiske virkemidler, hvilket selvfølgelig passer til forfatterens beskedne væsen, men de mange nærbilleder af ansigter giver ikke rigtig nogen skildring af eller kommentar til Villy Sørensens litterære produktion. Alligevel er det et sympatisk og sobert portræt.

Baronessen fortæller
Christian Braad Thomsens Storyteller (1995) om Karen Blixen er også beskeden mht. at udfolde sig på billedsiden. Istedet er der en mængde herlige optagelser af Blixen, som demonstrerer, at hun virkelig var en storyteller, der forstod at iscenesætte sig selv og flette liv og fiktion sammen. I den forbindelse er instruktøren tilstede som fortællerstemmen, der kommer med perspektiverende kommentarer og stiller spørgsmål ud til beskueren. Det afsløres f.eks, at en af de personligt oplevede og gribende historier, som Blixen fortæller på amerikansk tv, viser sig at være godt og grundig krydret af hendes fantasi.
    Portrættet er egentlig mere fokuseret på Blixens liv end på hendes litteratur, især ved at inddrage en række personer, som var viklet ind i Blixens spind. De taler netop også om deres personlige forhold til Baronessen – som den aristokratiske forfatter skulle kaldes.
    De gamle klip er dog i sig selv se- og lytteværdige pga. Blixens selvsikre fremtoning, hendes dannede danske sprog og talent som også mundtlig storyteller.

Ned til det enkle
En af de mest vellykkede, nyere portrætfilm er Lars Johanssons Højholt fra 1997. Her er der kun instruktør og digter alene ved Per Højholts afsides liggende bolig i Midtjylland. Umiddelbart kunne det lyde som en noget monoton film, men Johansson lever godt op til det credo, som digteren fremfører om sin egen praksis: "Man skal ned til basis, ned til det enkle. Det er derfra, det komplicerede skal komme."
    Gennem filmen er der konstant fokus på Højholt, som taler, læser og skriver, men ved hjælp af klipningen flettes flere lag sammen, og der opstår en vekselvirkning, som giver filmen rytme og dynamik: Højholts tale lægges flere steder ind over et billede, hvor han ikke taler, og enkelte udtryk og klip gentages som kommentarer til det, han lige har sagt.
    Gennem spring frem og tilbage i tid brydes kronologien op. Spontane afbrydelser af Johanssons kameraføring som f.eks et tordenvejr eller Højholts kommentarer til selve interviewsituationen er taget med. Men så overtager et andet kamera, hvorved selve afbrydelsen bliver en del af filmen, der også involverer seeren i instruktørens samvær med digteren. Man bliver af og til næsten en voyeur, der overværer noget intimt. Filmens modsatte pol er den underspillede humor, der gennemsyrer Højholts tale og ansigtsmimik, og blandingen af disse ingredienser får filmen til at dirre, så den bliver en fryd at se.
    Portrættet når her ind til en eksistens med intellektuelt kød på, uden at det bliver klægt og privat.

To digtere forenet
Den nyeste portrætfilm, Jørgen Leths Jeg er levende (1999), om digteren Søren Ulrik Thomsen tager ligesom Højholt udgangspunkt i det enkle. Man ser digteren i sit rum, hvor han fortæller meget præcist om sin poesi som en generobring af patos, og om at det store ved poesien, er dens mulighed for at tænke og sanse på samme tid.
    Dette kunne måske lyde som filmet radio, men det er langt fra tilfældet. Ved f.eks. at se Søren Ulrik Thomsens lurende smil tilføjes der et meget fint strejf af humor, ligesom den iscenesatte oplæsning med Thomsens særlige gestik fremhæver digtenes rytme på en måde, der hjælper det poetiske billedsprog til at smælde frem på beskuerens indre lærred.

Thomsens fremtræden er stramt komponeret og tilrettelagt i tre spor, hvor han fortæller personlige anekdoter, læser digte og forklarer aspekter af sin poetik og oplæsningskunst. Ind imellem vises rå-romantisk-melankolske stemningsbilleder fra København og fødeegnen Stevns. Flere af disse sekvenser fremtræder som selvstændige billeddigte akkompagneret af en nyindspilning af Komedas tema fra filmen Rosemarys Baby. Musik som Thomsen har fortalt, at han ikke længere kan høre derhjemme, fordi det hører til i filmen nu. Den stakkel.
    Når denne portrætfilm har så vellykket en balance mellem ord og billeder, hænger det sammen med, at den er så enkel og koncentreret. Det giver plads til, at instruktøren sætter sit præg på filmen med billeder, der taler for sig selv, uden at de underminerer den portrætterede. Se selv efter. Alle filmene kan lånes på bibliotekerne.