Han er noget så usædvanligt som studievært og hjerneforsker. Han siger, at de unge hellere vil lave kaffe i medieverdenen end gå på universitetet. Vi var hjemme i HjerneMadsens stue, hvor vi bl.a. fik en snak om at være på en smal kanal med et bredt budskab.

af Hanne Luke og Jakob Hansen

Hvis man zapper hen over den danske sendeflade, er det tydeligt, at forskere ikke er godt stof på en tv-skærm. Og hvis man ikke lige har noget lummert erotik på programmet, så skal der helst en lystig quiz med kendte mennesker til at indfange seerne, mens publikum klapper i takt. Det har man taget konsekvensen af i programmet Hjerner i spil, der er noget så sjældent i dansk tv som En fjernsynskonkurrence for forskere.

Peter Lund Madsen startede sin fjernsynskarriere som vært på programmet HjerneMadsen, hvor en forsker var inviteret i studiet til en samtale. Han har senere lavet programrækken "HjerneMadsen fortæller." Han ærgrer sig over, at forskning er så utrendy. Derfor har han i den seneste tid holdt fri fra forskerkarrieren for at præsentere videnskab på en ny måde i fjernsynet.

I de seneste uger har vi på DR 2 kunnet se dr.med. Peter Lund Madsen kravle ned fra en gigantinsk "Tintin-måneraket" og byde velkommen til tre forskere, der hver i løbet af to minutter skal forklare almindelige mennesker, hvad det er, de arbejder med og dernæst, hvorfor det er vigtigt at forske i. Publikum afgiver deres stemmer, og vinderen modtager en nørdet butterfly, der giver adgang til den store finale, hvor der dystes om et ophold på et sydpolsk jagtslot!

Hvad er det egentlig du vil med dit program Hjerner i spil?
– Jeg vil gerne gøre det cool at beskæftige sig med videnskab. I gamle dage var videnskabsfolk heltene, og alle ville være ingeniører, fordi de ville bygge store broer og gøre verden bedre. Nu er det medieverdenen, der trækker og er spændende. Det kan jo hjælpe én til at få fat på pigerne, hvis man siger på en bar, at man er et eller andet i medieverdenen. Og det er synd, fordi videnskab er enormt spændende, og det er vigtigt for Danmark, at vi får gode videnskabsfolk. Men primært vil jeg gerne prøve at vise, hvor fascinerende videnskab kan være.

Hvorfor så lige fjernsynet?
– Det er jo fordi, det er der videnskaben er mest underrepræsenteret – men det er nok fordi, den egner sig dårligt til fjernsynet. Videnskab er noget med at fordybe sig. Man læser det i bøger, og det tager lang tid at forstå. Fjernsynets force er, at det kan få en masse mennesker i tale, men det kræver på den anden side også, at man har deres opmærksomhed. At skulle gøre en masse for at fange folks opmærksomhed kan passe dårligt med formidling af videnskab, netop fordi det kræver fordybelse.

Så er det vel også paradoksalt, at du vælger tv?
– Det, vi prøver på med den her videnskabsquiz, er, med vekslende held, at finde andre måder at præsentere videnskab på. Det er et tidligt forsøg på at finde en anden indfaldsvinkel, end den man normalt bruger. Traditionelt er der "skolefjernsyn", som Viden om er et eksempel på [naturvidenskabeligt program på DR 2, red.]. Der vil man lære folk om videnskaben, og det er jo fint nok. Men det er svært, at få folk til at se programmerne, fordi det ikke er underholdning. Hvis man skal lave noget med videnskab på tv, så skal det være noget med billeder, og på Discovery kan man se, hvor godt det kan gøres, men det er også enormt dyrt. Så derfor Hjerner i spil.

I fjersynsquizzen bliver forskerne dømt på deres evne til at formidle og til at underholde. Er det tilfredsstillende at præsentere forskning på underholdningens præmisser?
–Ja, man må huske på, at videnskabsdeltagerne i programmet har fået to minutter. Den begrænsning findes også i det virkelige liv, det er ikke kun i tv-mediet. Hvis jeg skulle op til en minister og forklare om mit forskningsprojekt, så har jeg også kun to minutter. Derfor synes jeg, det er en rimelig begrænsning, og så skal det jo også være videnskabeligt korrekt. Så jeg synes lødigheden er i orden.

– Noget af det jeg godt kan lide ved programmet er, at det er et spejlbillede af, hvordan tingene fungerer i virkeligheden. I og med at politikerne i højere grad ønsker indflydelse på det, der skal forskes i, så vil det også mere være befolkningen, (som har valgt politikerne), der bestemmer indholdet. Derfor er 'befolkningen', som repræsenteres af publikum, stillet op i studiet. På den måde kan man se, hvad det er, man får, hvis man lader folk vælge. Er det så det bedste? Nogen gange hører jeg folk sige, at det er de forkerte, der vinder. Det er 'husmandsargumentet', der vinder hver eneste gang, det er dem, der kan sige, at vi kan leve længere, eller at vi får renere vand. Der kan man se, at vi får en mere flad forskning, hvis man lader politikerne bestemme. Det kan være både godt og dårligt. Folk får, hvad de betaler for, men på den anden side er det sådan, ligesom inden for kunstverdenen, at vi også mister noget, hvis politikerne skal bestemme.

Skal forskere så til at have mere medietække?
– Nej, jeg synes moralen gerne skulle være, at i stedet for at forskerne går hjem og siger, nu må jeg få noget medietække, så må publikum eller seerne gå hjem og sige, at det ikke kun er medietække, det kommer an på. Ideelt burde det jo være ligegyldig for en forsker, om han kan gøre sig på tv, hvis han ikke skal være studievært. Hvis f.eks. Jens Christian Skou, som for nylig fik nobelprisen, havde været med i quizzen inden han fik prisen, tror jeg ikke han havde haft specielt gode chancer, for han er jo en beskeden mand.

– Der er sådan et underligt forhold til forskningen i Danmark. På den ene side er der en ærefrygt: "de er så kloge," og på den anden side, er det alligevel ikke noget, man kan lide dem for. Men alle kan godt lide Brian Laudrup, fordi han er så god til at spille fodbold, hele Danmarks kæledægge, og Bjarne Riis, hvis han ikke er for højrøvet. Alligevel kan Riis være rigtig højrøvet, uden at det går galt, fordi han er enormt god til at cykle. Ham kan vi allesammen lide, og her kan vi alle være med.

For det andet er forskerne ikke særlig synlige i hverdagsbilledet, men vi har kultursektioner i Politiken, og avisens kulturmedarbejdere fylder en helvedes masse. Videnskab fylder ikke ret meget, heller ikke på fjernsynet. Og det står fuldstændig i modstrid med den betydning, det har for vores levestandard og vores opfattelse af os selv. Det er så min påstand. Mit verdensbillede er ti gange mere påvirket af det videnskaben frembringer, end hvad kulturen laver. Hvis man tænker på, hvordan genforskning fuldstændig kommer til at ændre vores syn på os selv, så er det fuldstændig vildt. Og alligevel er det noget, der foregår mere eller mindre skjult, og så kommer det lidt frem en gang imellem, hvor vi diskuterer det etiske... Men det er slet ikke så meget fremme, som hvis vi skal have et nyt kongeligt teater. Det går folk meget mere op i, og det er underligt.

Du er interesseret i at få debat frem?
Ja, men et af formålene er også at vise, hvor forskellig videnskab kan være, og hvor meget det indeholder. Jeg har ofte haft det sådan med humaniora, at meget af det er noget pjat. Men en af de ting, som virkelig har overrasket mig med det her program, er, hvor mange højt kvalificerede mennesker, der sidder og beskæftiger sig med alt muligt spændende, som man stort set aldrig hører om. I Weekendavisen står der måske nogen gange noget, men det er en stor del af forskningsverdenen, som egentlig er skjult for mig og mange andre. Men det er da helt sikkert, at der er nogle seere, som får den samme oplevelse, som jeg har fået. Når man hører om det, er det enormt spændende. I den forbindelse fungerer 'Hjerner i spil' lidt som et udstillingsvindue.

I 'Hjerner i spil' medvirker der én kendt person. Men i modsætning til alle andre tv-programmer, optræder vedkommende som en anonym hjælper i en brun arbejdskittel.
– Ja, det er sådan en rigtig DR 2-ting. Vi vil jo gerne have nogle seere, og for at have seere, skal man have nogen kendte med. I virkeligheden havde vi brug for en, der kunne slæbe ting ind, og så kunne vi spare penge ved bruge en kendt person. Og det har været enormt nemt at få f.eks. sådan en som Per Stig Møller med. Jeg troede aldrig, at han ville medvirke, men han var med på det, han forstod fra begyndelsen, hvad det drejede sig om – og han var i øvrigt enormt god til at tælle.

Har I valgt at gå til DR 2 med programmet?
– Jeg er jo ikke i en position, hvor jeg kan vælge i den forstand. Jeg har kun spurgt til DR 2 og er meget tilfreds med at være der. Det er det eneste sted, hvor man kan få lov at lave sådan noget.

Kunne man ikke også forestille sig det på DR 1?
Jo, men på DR har man lavet en politik om, at videnskab hører til på DR 2. De har delt det meget op, ligesom Bogart ligger på DR 2, det er en slags virksomhedspolitik. Man kunne prøve at gå til TV 2. Men hvis man skal lave noget til TV 2, tror jeg nok, det er noget med, at man som udgangspunkt skal lave et program, som skal ses af 40% af dem, der har tændt for fjernsynet. Og det betyder jo, at man skal lave fjernsyn ud fra, hvad man regner med, folk gerne vil have, i stedet for hvad man selv synes er interessant. Og så kommer der nogle helt andre ting ud af det. Min lillebror er jo på TV 2, der er mange som skal involveres, og begrænsningerne for hvad han kan lave, de er meget større.

Men på TV 2 kunne man også ramme en bredere målruppe.
– Det er rigtigt, men man kunne aldrig sælge Hjerner i spil til TV 2. Det ville de aldrig acceptere. De ville synes ideen var for mærkelig. Men hvis den nu var solgt til TV 2, så havde man måske haft nogle flere penge. Jeg skal ikke kunne sige, at man ikke kan lave et program på TV 2, som man samtidig selv synes er godt, men der er jo ikke nogen videnskabsprogrammer på TV 2. Kan I huske nogen overhovedet? Og det er fordi, der ikke er nogen seere til det.
    Hvis I nu ser på seertallene, så er der f.eks programmet Finnsk Fjernsyn. Det har 1 mio. seere. Nr. 4 på hitlisten sidste uge var Hjemmevideo. Det er eddermame hårde odds, at være oppe imod. Hvis I ser på DR 1 eller TV 2, så er der meget fantasiforladt fjernsyn. Jeg synes fandeme, der er meget godt på DR 2, altså hvor man har lyst til at sidde en hel aften. Men man kan få lidt ondt af, at de lave seertal selvfølgelig afspejler økonomien. Der er lidt discount over det. Kulisserne til Hjerner i Spil, det er sådan nogle sæbekassekulisser. Og det er dér, man kunne ønske, at man havde mulighed for at lave noget med en masse penge... Finnsk fjernsyn styrer det hele.