Digtene svinger mellem helt enkle beskrivelser og så et mere kompliceret forsøg på at få svar på de ord, der kastes ud mod landskabet – et forsøg på at opnå en form for kommunikation med det. Et ambitiøst projekt, hvortil man naturligt må spørge: er det overhovedet muligt?
– Det er hele spørgsmålet og den udfordring, jeg stillede mig selv. Det udsprang af en konkret følelse af at stå over for landskabet og mærke, at det var svært at gengive i ord. Men man kan også sige: Selvfølgelig kan det lade sig gøre, for digtet er der jo bagefter. Så digtet bliver en slags spor af det forsøg.
Det lyder som en næsten romantisk stræben?
– I modsætning til romantikeren Caspar David Friedrichs billede, Vandreren over tågehavet med mennesket, der står oppe i bjergene over skyerne og næsten fylder hele billedet, kan man sammenligne det, som digtene vil, med kinesisk landskabsmaleri, hvor mennesket er lillebitte og bare endnu et lille element i landskabet. Jeg tror jeg stræber efter noget, man kunne kalde det upersonlige, det sted hvor jeget opløses og forsvinder og placerer sig i landskabet på linje med det.
– Romantikerens problem er, at han ikke er, der hvor han tænker, og at han ikke tænker der, hvor han er. Med romantikken bliver subjektet et problem. Det fylder for meget. Jeg tror, bestræbelsen må være i sproget at opløse jeg'et. Og på den måde nærmest tågeagtigt trænge ud i landskabet, også for at komme ud af forestillingen om at sproget kan gengive tingene 1:1. Det er dette klassiske dilemma, jeg befinder mig i: På den ene side kan det lade sig gøre at skrive 'kirsebærtræ', på den anden ved jeg godt, det foregår i et digt og indenfor et stykke sprog. Men jeg oplever det ikke som tragisk forhold, nærmere som en kæmpemæssig mulighed for at sætte noget nyt i spil.