Morten Søndergaard har gennem hele sit forfatterskab været optaget af det kaotiske, hvor man ikke kan overskue sine omgivelser og sit forhold til dem. I Vinci, senere fortsætter denne afsøgning af kaos, og man kan opleve et jeg, der invaderes af andres stemmer og beskrives som "en krank af stålkugler,/ der rasler ud over marmorgulvet."
– Der er en masse forbindelser på kryds og tværs i digtene, for eksempel mellem dyrene, kattene, mulvarpene, svalerne og gæsterne, der ankommer som en slags teatertrup og flytter ind. Der er en hel masse aktivitet rundt om jeget, og jeget bliver hele tiden skubbet lidt ud af kurs.
Du har tidligere talt om at føle sig på niveau med tingene?
Det er venligsindet kaos, der er på færde i denne bog. Flow-digtet, bogens sidste digt, handler om at acceptere kaos og måske komme overens med det. Digtsamlingen begynder med 'At' og slutter med 'Allerede'. Det at vi lever og det, at vi er her i livet og i sproget allerede. Når bogen hedder Vinci, senere, så er det også en betoning af tiden og stedet, ligesom et skift i tid og sted i en kriminalroman eller i en tegneserie: Hvad er der sket, hvad skal der ske?