I 1990'ernes litteratur er kroppen blevet udsat for overgreb og indgreb. Den har optrådt som et dyrisk, maskinelt og ustyrligt vedhæng til den bevidste del af hjernen. Den er blevet vendt og drejet, dissekeret og undersøgt. Den er stedet, hvor det hele begynder og ender.

af Jakob Hansen

Hvis man kaster et hurtigt blik tilbage på 1990'ernes yngre danske litteratur, er det mange forskellige ting, man ser. Et træk, som dog går igen hos flere markante forfattere, er en interesse for helt grundlæggende menneskelige vilkår.
    Hvor man tidligere i høj grad har forsøgt at forklare mennesket gennem psykologiske, sociale og samfundsmæssige forhold, har flere forfattere interesseret sig for de mere grundliggende biologiske og fysiske vilkår. Det kommer bl.a. til udtryk i den påfaldende måde kroppen optræder på.

Det er ganske vist ikke kun de seneste ti år, at forfattere har fokuseret på det kropslige, det gjorde f.eks Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og Jens Martin Eriksen i firserne. Og kaster man et generelt blik ud over kulturlandskabet, har der da også i de seneste årtier været en del opmærksomhed omkring især sexede og veltrænede kroppe. Gennem nye ekstreme ekstasegivende sportsgrene, diverse helsemanier og kulinariske trends, har kroppen været central. Men tydeligvis også med de mange pumpede pornopiger og et stigende antal udpumpede kroppe med spiseforstyrrelser, samtidig med at kødet i det seneste årti er blevet tatoveret, brændemærket og piercet.

I en tid hvor kulturens eller traditionens grænser hele tiden nedbrydes, og troen på utopier og ideologier ikke er i særlig høj kurs, er kroppen i mange henseender blevet et sidste sted at søge sandheden, noget absolut, eller en fysisk realitet som et nogenlunde stabilt holdepunkt i en ellers flydende tilværelse.
    Det påfaldende ved den krop, man møder i noget af litteraturen i 1990'erne er, at den udsættes for destruktion, fremstår grotesk og dyrisk eller underlægges et undersøgende, ja nærmest videnskabeligt blik, hvor man kommer ind i organismen blandt organer, celler og nervebaner. Dette er ikke en interesse for den kønnede krop, men nærmere en almen menneskekrop. Det kan, generelt set, betragtes som et forsøg på at skrive sig eksperimenterende ind til nye sider af virkeligheden.

Danish psycho
er Mads Brenøe blevet kaldt. Og det er da også den mest makabre afdeling for kropsudskejelser, man finder hos nogle af Brenøes personer, der som psykopater bogstavelig talt laver blodige ridser i den pæne overflade. I en slags psykopatisk realisme overeksponeres følelsesmæssig afstumpethed ved, at kyniske personer på kvalmende vis mishandler og afliver andre kroppe. Mest bestialsk i novellen "Eva", hvor hovedpersonen holder en kvinde fastspændt på sin seng og langsomt opløser hendes krop:

Hendes overkrop var en stor grødet masse (...) Hun havde ingen ben længere. Det, der fortsatte hendes underkrop, var kun betændte klumper af halvråddent kød.

Sådan forlyder det om den fastspændte krop, som nærmer sig døden og efterhånden blot benævnes som "væsenet", da der næsten ikke længere er tale om et menneske.

Moralsk instans
Som læseren nok fornemmer af det forrige citat, er det ikke svært at blive forarget og få kvalme, når man læser "Eva". Ved ubehaget mærker læseren i høj grad sin egen krop. Men det kan også forekomme så absurd, at man er nødt til at reagere med noget, der ligner latter. På én gang kommer man tæt på fortællerens psykopatiske følelsesløshed og det onde i mennesket, som forfatteren kredser om, men samtidig vækker den fysiske affekt moralsk afsky. Fra forfatterens side er der ikke indlagt nogen moralsk instans, der tager afstand, og derfor virker det så stærkt frastødende.

Mads Brenøe siger i et interview: "Kroppen er jo først og fremmest det, vi allesammen har tilfælles. Der er død, fødsel og krop – og nogle drifter indimellem. Størstedelen af det, vi er fælles om på tværs af alle kulturer, er relateret til kroppen. Det vil sige, hvis jeg skriver "Manden har ondt i maven", så forstår læseren hvad jeg mener. Det er min direkte genvej til læserens følelsesliv."

I stedet for at opfatte den udpenslende vold mod kroppen som en direkte beskrivelse af noget i den ydre virkelighed, må man nok forstå det som en metode til at nærme sig noget fundamentalt menneskeligt eller måske nærmere umenneskeligt – samtidig med at det er et effektivt virkemiddel.
    Man kan selvfølgelig diskutere det uetiske i overhovedet at fremstille kroppe på denne måde, men ét lag i novellen signalerer også en anden indgang til teksten: Novellens hovedperson fortæller løbende om sine eskapader til en psykolog, der antager, at det kun er drømme og ivrigt skriver det hele ned. Så efterhånden som Eva, i Brenøes novelle, nedbrydes det ene sted, genopbygges hun i skrift og forvandles til et værk det andet sted. I én forstand tager ordene også livet af det, de beskriver, når de bliver til blæk på papir. På den måde handler novellen også om, at ordene ikke er det samme som det, de henviser til – det er måske kun i læserens hoved, det er blevet virkeligt.

Anatomisk jagt på sjælen
I en af 90'ernes korteste romaner, Christina Hesselholdts Det skjulte, kommer læseren også helt ind under huden på den kvindelige hovedperson. Men det er ikke i psykologisk forstand, at man får adgang til Gretas indre. Det er helt konkret. Marlon, som bliver hendes kæreste, oplever alle dage som identiske, og til forandring søger han "det enestående". Han bliver interesseret i anatomi og anskaffer sig adskillige plancher af kroppens indre organer. Han læser Johs. V. Jensens Kongens Fald, hvorfra den berømte, farverige hesteslagtning citeres.
    Senere køber han en plasticmodel af kroppens organer, men her mangler de væsker, der gør organerne fugtige og skinnede. Ved romanens slutning skærer Marlon, i sin søgen efter det enestående og skjulte, hjertet ud af Greta:

Med en mindre kniv løsner han organerne og lader dem falde ned i badekarret under den løbende hane. Hvert organ, han løsner, betyder et blindt dyk ind. (...) Hjertet ligner virkelig en knyttet hånd, ligesom plancherne, ligesom modellens hårde, glatte. Med hjertet kammer alting over. Han sætter sig på gulvet med det enestående i skødet.

Det lyder måske som et udsnit af en gyser, men faktisk foregår det stille og roligt, ikke som vold, psykopati eller splattereffekt. Til forskel fra Brenøe, skriver Hesselholdt ikke jeg om den person, der udfører dissektionen, og Greta bliver bedøvet, hvor Eva mærker det hele.
    Med Marlons handling er der mildt sagt tale om mere end en stræben efter at få blottet det kvindelige køn, som det er tilfældet mange andre steder i vor kultur. Hans handling bliver et konkretiseret billede af at ville helt ind i den elskedes sjæl, at forstå det hele, at nå frem til essensen, det skjulte i den anden person. Den skjulte bagside, som der altid vil være for mennesket, med de begrænsninger kroppens sanser har.

Dyret der civiliseres
Hos Kirsten Hammann springer kroppen i øjnene på en anderledes grotesk og til tider morsom måde. I hendes debutdigte Mellem tænderne udstilles jeg'ets problemer med den af og til uregerlige krop, som kan bruge timer på at lade som om den forplanter sig, som hele tiden vil have mad og tager alt for lange brusebade:

Jeg er så træt af min krop / Jeg må opdrage / og kommandere / og tale hårdt / Pludselig drikker den af en forkert flaske / eller gisper efter vejret i et smitsomt lokale / Har vi været en tur i parken / bliver den siddende på bænken / så jeg må tilbage og hente den / Den er i alle henseender barnlig og urimelig / Jeg kan snart ikke være den bekendt

Kroppen er anmasende overfor det sociale jeg, som opfører sig civiliseret. "Jeg civiliserer mig om morgenen" hedder et digt. Den lugter og bløder og spytter. Nogle digte handler bare om hænderne, ørerne eller munden.

Kroppen som maskine
I den efterfølgende dagbogsroman Vera Winkelvir, der er fortalt i tredje person(!), er hovedpersonen nærmest bare en krop, hvori der er installeret en båndmaskine, som rabler løs i alle retninger og konstant fortæller, at nogen har opfundet hende.

Vera leder efter Power-knappen. Hun har lyst til at slukke for sig selv. Hun kan huske alting på én gang, men ikke én ting ad gangen. Det er opslidende og dyrt i drift. Det ville være meget lettere hvis hun havde en historie.

Vera fremstår som en krop, der bevidstløst og mekanisk betjener sig af det sprog og de tilknyttede identiteter og roller m.m., som florerer i kulturen. Kroppen sammenlignes både med noget dyrisk og noget maskinelt. Det kan virke som om, Kirsten Hammann forsøger at skrive sig ind i et område mellem jeg'et og kroppen, som om hun forsøger at nærme sig en kropslig erfaring af tilstedeværelsen i verden; den erfaring, der kommer før bevidstheden har reflekteret, analyseret og efterrationalisereret.

Dette er lidt i familie med den sandhedssøgen, der forbindes med kroppen hos Christina Hesselholdt, men det er også i tråd med 90'ernes fornyede fænomenologiske interesse. Dvs. en interesse for feltet, hvor mennesket er i kontakt med verden. I den forbindelse kan kroppen betragtes som stedet for en oprindelig erfaring af at være til.
    I Hammanns seneste roman Bannister, er der både kloder, der springer i luften og kroppe i samlesæt, men i den roman fungerer det kropslige i højere grad som en alternativ psykologisk beskrivelse.

Legemet og lovene
I Solvej Balles hovedværk Ifølge loven. Fire beretninger om mennesket er kroppen genstand for en undersøgelse af grænserne for det menneskelige. Bogens fire små beretninger indledes hver med en lovparagraf fra bibelske, juridiske og fysiske lovmæssigheder, der alle indeholder ordet legeme. Ordet henviser både til menneskers og dyrs kroppe, men det betyder også blot en afgrænset stofmængde. Legemet er både stedet for det menneskelige og et stykke natur, der består af det samme stof som verdens øvrige bestanddele. Solvej Balle forsøger gennem de fire beretninger at nærme sig en slags menneskeligt nulpunkt. Dermed indkredser hun grænserne for det menneskelige ved at sende de fire historiers forskellige personer ud i nogle ekstreme projekter.

Også hos Solvej Balle gribes der ind i kroppen, men i dette tilfælde er det fagfolk, der udfører opgaven. I den første beretning følger man en ung forsker, der har fået tilladelse til at skære en nedfrosset hjerne i skiver med det optimistiske mål at finde et særligt menneskeligt stof, der skulle holde mennesket oprejst på to ben.

Nicholas S. fornemmede vægten af hjernen i hænderne og bemærkede i det svage lys en smule hjernehinde fæstnet på dens overside, inden han huskede, at hans eneste opgave var at modtage dette stykke af legemet og nedsænke det i beholderen med flydende kvælstof.

Kroppen som ting Det problematiske ved rent stofligt at adskille mennesket fra den øvrige verden iscenesættes med den fjerde beretning, hvor det viser sig, at hjernen stammer fra en ung kvinde, hvis projekt nemlig er at undslippe det menneskelige og blive en ting! Sidst i beretningen, hvor hun har fundet den rette metode, lyder det:

Alkoholen holdt hendes porer åbne, og hen imod daggry passerede kulden gennem overfladen. Et øjeblik efter begyndte kroppens temperatur at falde, og da vækkeuret ringede klokken 7.42, var legemet på sengen en genstand mellem rummets andre genstande.

Som man kan fornemme af citatet, undersøger Solvej Balle den menneskelige krop som et skæringspunkt mellem menneske og natur på ganske nøgtern vis. Et litterært forsøg på at danne sig et helhedsbillede af menneskebarnets placering i verden, hvor kroppen som organisme er underlagt de ubønhørlige naturlove og samtidig deltager i de sociale lovmæssigheder.

Nøgne i nervemønstret
Merete Pryds Helle er med sin seneste roman Men Jorden står til evig tid ude i et lignende ærinde. Et karakteristisk træk er, at hun på ironisk vis benytter en naturvidenskabeligt præget beskrivelse af indre forhold hos sine personer. I stedet for et traditionelt indblik i psykologiske tilstande, præsenteres man for psykens fysiologiske grundlag, som f.eks. her hvor personen Thomas netop har luret på romanens to piger:

Thomas' blod fik travlt, det fór frem og tilbage mellem hans hjerne, hvor billedet af de to pigers nøgne kroppe blev mejslet ind i en hjernevinding, og hans køn, som bankede mod bukselinningen.
    De havde siden befundet sig sammen i hans begær, ved siden af hinanden et sted i hans blod, altid nøgne i nervemønstret.

Samtidig med, at sådanne beskrivelser kan være forfriskende og humoristiske, så er de også med til at henlede læserens opmærksomhed på de mange rent stoflige forbindelser med omverdenen, som kroppen hele tiden befinder sig midt i. At vi også er naturlige væsener, der ånder, indtager og afgiver væske; at vores sanseapparat, af sig selv, hele tiden modtager signaler om lyde, lugte, bevægelser og syn fra omgivelserne, som registreres i hjernens neuronbaner, og hvad den ellers består af.

Kroppen i kosmos
Parallelt med beskrivelserne af disse naturlige funktioner, som binder mennesket til verden, uanset hvilken del af verden man befinder sig i, er der i romanen også beskrivelser af, hvordan teknologien på forskellig vis vikler sig ind i mennesker. Der er også hele sider, hvor der pludselig zoomes ind på, hvad der foregår i dyrekroppe. Det betones på den måde romanen igennem, at den menneskelige krop også er en del af naturen, ja for ikke at sige en lille del af kosmos.

Det tænker man måske ikke så meget over i en tid, hvor vi selv kan designe kroppen, og hvor kroppen ofte blot er et besværligt vedhæng til hovedets forfængelighed. Hvor vi snart har kortlagt generne, gjort klar til kloning og måske har en illusion om, at vi kan styre naturen selv. Omvendt er det fascinerende at tænke på, hvor mange informationer om verden, som kroppen bærer rundt på, informationer vi slet ikke er klar over, at kroppen indeholder. Men det er måske det, vi har kropssprog til at "tale" om? Det er vel også her, at bestræbelserne på at skabe en maskinel kunstig intelligens mangler den viden, som ligger i kroppen. For hvad er en hjerne uden en krop? Det er i kroppen, det hele begynder og ender.