| Forside | Skribent | Litteratur og kultur | It og kultur | .
Tidligere publiceret på Kulturnet.dk 03-12-2002

 

Kvalitet og kultur på internet

Kulturinstitutioner bedømmer projektet 'Bedst på Nettet' og giver konstruktiv kritik. Der er brug for en mere kvalificeret og nuanceret bedømmelse af websites, der formidler kunst og kultur.

Af Jakob Hansen

Når projektet 'Bedst på Nettet' vurderer offentlige websites, giver det point, hvis der findes relevante oplysninger om beliggenhed, offentlige transportmuligheder, åbningstider, priser og rabatter. Helt rimelige krav i bedømmelsen af et site. Men det er problematisk, når det eksempelvis gælder Det virtuelle kunstmuseum, som altid er åbent og netop ikke har nogen beliggenhed uden for internet. Det kan man dårligt bebrejde et virtuelt museum. Ikke desto mindre er det medvirkende til, at Det virtuelle kunstmuseum mister point i bedømmelsen.

Eksemplet blev, blandt andre, nævnt af en deltager ved Kulturnet Danmarks nyligt afholdte Tematimer, hvor en række repræsentanter for kulturinstutionerne diskuterede med 'Bedst på Nettets' projektleder Boris Andersen. Målet var at skabe et bedre grundlag for næste års vurdering, og Boris Andersen lyttede velvilligt til kritikken og de konstruktive forslag. Som det ovennævnte eksempel gik den overvejende kritik på, at der lægges alt for generelle og for mange irrelevante kriterier til grund for 'Bedst på Nettets' vurderinger af kultursites.

Mere nuanceret bedømmelse
Elisabeth Møller Jensen fra KVINFO og Vibe Ødegaard fra Det Kulturhistoriske Centralregister kommenterede 'Bedst på Nettets' vurderinger af deres sites. De var begge positive over for ideen om at bedømme offentlige hjemmesider. Men de eftersøgte en mere differentieret vurdering, der tager hensyn til institutionens formål og dens egne formulerede ambitioner. I samme åndedrag efterlyste de, at man i vurderingen tager hensyn til det høje faglige indhold, som findes på deres sites - og på mange andre kultursites.

Der er simpelthen brug for flere kategorier i bedømmelsesgrundlaget, så man kan tage højde for de forskellige formål, som gør sig gældende for eksempelvis biblioteker, kunstmuseer og arkiver.

Flere forslag i salen gik på at inddrage fagfolk i bedømmelsen. Personer som kan give den relevante credit for indholdet og vurdere formidlingen i forhold til indholdets karakter. Lige nu er det bibliotekarstuderende, som sidder og screener de mange sites. Boris Andersen afviste dog, at det skulle have nogen indflydelse på, at bibliotekerne ligger helt i top i kategorien kulturinstitutioner. Ikke alle i salen var helt overbeviste.

Mere fokus på formidlingen
Blandt oplægsholderne var også Ph.d.-studerende Sophie Løssing, der har specialiseret sig i netkunst og kunstformidling på nettet. Hun var inviteret i rollen som en udenforstående person med faglig kompetence. Og hun lagde ud med at konstatere, at både kulturformidlingen på nettet og bedømmelsen af den kan blive bedre.

Sophie Løssing er kritisk over for at lave kvalitetsvurderinger ud fra 'Bedst på Nettets' nuværende bedømmelsesgrundlag. Det bygger nemlig overvejende på en usability-analyse, der lægger vægt på brugervenlighed, nytteværdi og åbenhed. Mange af disse kriterier er på et niveau, der har karakter af minimumskrav. Og det siger ikke meget om kvalitet. Derfor giver 'Bedst på Nettet' et skævt billede af, hvad der er kvalitet på nettet.

Flere vurderingskriterier
Sophie Løssing kom med flere bud på, hvordan 'Bedst på Nettet' kan blive bedre til at vurdere kultursites. Hun skitserede en model til vurdering, som skulle bygge på tre niveauer. Et sæt basale usability-kriterier, som skulle gælde for alle offentlige sites. Et sæt kriterier der udgør minimumskrav, som kan stilles til alle offentlige kultursites. Og et sæt genre-baserede kriterier der tager højde for typen af kulturinstitution, og hvilket formål websitet har.

Til den model burde man så, ifølge Sophie Løssing, knytte en række vurderingskriterier, som kunne tage højde for samklangen mellem institutionen og dens præsentation på nettet. Ligesom man burde vurdere forholdet mellem institutionens indhold og så websitets form og indhold.

I samme ombæring ville det være relevant, at præmiere original, kreativ og innovativ anvendelse af nettet. Der skulle gives point for at have et højt ambitionsniveau og for at udnytte mediets muligheder til at skabe nye formidlingsstrategier og oplevelser, som er bundet til internet. Derfor lagde Sophie Løssing også vægt på at give credit til sites, der udnytter mediets interaktive potentiale. Så brugeren i høj grad får mulighed for at selv vælge at fordybe sig i flere lag af informationer og oplevelser.

Flere priser
Som prikken over i'et foreslog Sophie Løssing at uddele flere forskellige priser - som ved en hver anden prisoverrrækkelse. Det kunne for eksempel være prisen for Bedste originale site, Bedste brugervenlige site, Bedste oplevelsesorienterede site og så videre.

Boris Andersen fra 'Bedst på Nettet' opfordrede alle kulturinstitutionerne til at komme med deres konkrete forslag til næste års bedømmelseskriterier. Man kan stadig lige nå at sende sit forslag i begyndelsen af december. Senere på måneden sendes forslaget til det nye bedømmelsesgrundlag til høring.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Links

Besøg Bedst på Nettet http://www.bedstpaanettet.dk

| Forside | Skribent | Litteratur og kultur | It og kultur | .