Ulykkernes museum
Menneskets teknologiske opfindelser er årsag til verdens stigende antal katastrofer, mener filosoffen Paul Virilio. Interview med medieforskeren Niels Brügger om Virilios analyse.
Af Jakob Hansen
Tiden læger alle sår, siger man på dansk. Men den franske filosof Paul Virilio ville nok nærmere sige, at tiden fører uventede katastrofer med sig. Virilio ser en helt afgørende drivkraft i menneskelig kultur: Hastigheden øges, og det er et resultat af den menneskelige trang til hele tiden at opfinde ny og mere effektiv teknologi. Med teknologi følger også automatisk en række uforudsete ulykker, som rammer mennesker og ting. Jo hurtigere det hele går, des større kan ulykkerne også blive, det kan blive katastrofer.
Fremskridt og katastrofe
Paul Virilios udstilling, Unknown Quantity, på Fondation Cartier i Paris dokumenterer ulykkens eksistens med et udvalg af billeder og kunstværker om katastrofale ulykker. På internet kan man få en smagsprøve af udstillingen via en række skræmmende og samtidig fascinerende billeder af alverdens katastrofer. Ideen med udstillingen er at åbne for en diskussion af ulykkernes indvirkning på vores verden. Det er Virilios tanke, at vi i højere grad må forsøge at se disse farer ved den teknologiske udvikling i øjnene. Fremskridt og katastrofe er to sider af den samme sag, lyder udstillingens motto med et citat af filosoffen Hannah Arendt.
Niels Brügger, der er medieforsker og i adskillige år har beskæftiget sig med Virilio, forklarer: "Der ligger strukturelle ting i vores måde at omgås teknologi på, som vi ikke er klar over eller tænker over. Vi tænker som regel ikke over, at vi skaber teknologi, som også har det formål at få tingene til at gå hurtigere. Det kommer ligesom bare af sig selv. Hvis man ser computerens udvikling over bare de sidste ti år, er der i dag en kæmpe forskel fra de første maskiner. Accelerationen af alle de civilisatoriske rum foregår umærkeligt. Jeg deler ikke helt Virilios bekymring, men der er god grund til at bruge ham som en vagthund."
Nedsmeltning på nettet
Virilio bruger ofte det internationale børskrak sidst i 1980erne som eksempel på en fare ved computernetværk, hvor beslutninger er blevet automatiseret. Pludselig stod computerne og købte og solgte og handlede med sig selv, og ingen havde kontrol med processen. Det var, hvad Virilio kalder et generaliseret uheld, som sker overalt på en gang, fordi alle computerne inden for det system var globalt distribueret rundt i verden. Niels Brügger betegner krakket på nettet som en slags nedsmeltning, en kædereaktion, der går så hurtig, at ingen kan nå at gøre noget.
Internet og demokrati
Virilios største bekymring for omfattende uheld i forbindelse med de nye virtuelle rum drejer sig om de politiske beslutningsprocesser. "Hans grundlæggende ide er, at hastigheden stiger så meget, at man mister kontrollen. Og hvis man lægger beslutninger ud i en automatiseret form, kan man på et tidspunkt ikke overskue og gennemskue det. Der vil blive truffet beslutninger, uden man kan se hvorfor, og man kan ikke nå at standse processen," forklarer Niels Brügger.
Virilio tror, at man typisk i stressede situationer som en krig eller katastrofe af en art vil accelerere den politiske beslutningsproces, hvis det er muligt. Den store fare for demokratiet er, at tiden, fra man udskriver valg til selve valget, vil gå tabt i farten. Og den tid er vigtig, fordi vi bruger den til at debattere i. Refleksion afløses af refleks, advarer Virilio.
Virilios problem
Niels Brügger er ikke helt enig i Virilios analyse. "Det går jo sjældent så galt, som han prædiker. Hans pendul er svinget lidt for langt over til den apokalyptiske side, men det vil sandsynligvis ikke gå sådan.
Internet kán bruges til både politisk diskussion og afstemning, men det er faktisk ikke rigtig noget, der fungerer. Det er et meget svært medie at få debat til at fungere i. De fleste politologiske forskere er efterhånden begyndt at bevæge sig i retning af, at internet højst kan blive et supplement til de andre medier."
"Virilios problem er også, at han ikke sætter sig ind i, hvordan nettet fungerer. I en hvis forstand har han en meget generel og overfladisk analyse. Han dykker ikke ned i mere specifikke ting og ser, at de kan bruges til positive ting. Han ser ikke hvilke genrer og udtryksformer, der udfolder sig på internet."
Niels Brügger mener heller ikke, at Virilio selv leverer løsninger på de problemer, han advarer imod. "Virilio ser det som sin opgave at pege på problemerne, for det er der så få, der gør. Men han har sat sig i en lidt umulig position, fordi han på den ene side siger, at hastighedens konstante acceleration mod lysets hastighed er en generel lovmæssighed, hvor vi vil forsøge at accelerere alt, hvis vi kan komme til det, og han viser, hvordan det har været tilfældet op gennem historien. På den anden side skal vi også forhindre, at den lov træder i kraft, og hvordan kan vi det?"
"I den fysiske verden har vi reguleringer af hastigheden i forskellige rum. I det virtuelle rum kan man måske gøre noget lignende, men forskellen i forhold til den fysiske verden er, at her kører al trafik i samme rum. Så laver man en generel regulering af hastigheden, mister man mange af de gode ting ved nettet.
Men det er også lidt med vilje, at Virilio maler fanden på væggen, for at vi skal begynde at diskutere det her", slutter Niels Brügger.