Du skriver i Vinci, senere, at "Ordene virker, de bærer tingene hen, hvor de skal"?
– Netop! Sådan kan det i hvert fald undertiden føles.
Hvad så med formuleringen "Ord er døre, der står på klem."?
– Jeg forestiller mig, at der er et rum bag hvert eneste ord. Jeg kan have følelsen af, at et ord vil mig noget, at det trænger sig på. Så må jeg åbne det, og nogle gange kan der være et helt digt bagved. Ligesom jeg kan have fornemmelse af, at hver linie i digtet er begyndelsen til et nyt digt, og sådan kan man blive ved med at folde ud. Det digt, der står på siden, er måske bare et valg eller snit. Det som foregår i sprog er langt mere end forenkling og udveksling af tomme tegn i en forskelsdannende og lukkende aktivitet. Min bog handler i høj grad om at åbne nogle døre!
"Ordene er fly, der lander på en rød mark", skriver du også et sted?
– Det er en metafor for en slags suveræn følelse, man kan have i skriveprocessen, hvor man forvandles til en slags flyveleder, der sidder i sit kontroltårn og dirigerer ordene ind og giver dem starttilladelse. Der noget fredfyldt ved et fly, der lander, noget er bragt til ende og er lykkedes, måske er det betydning, der har fået jordforbindelse…