Tidligere blev portrætmaleren tilkaldt, når en betydningsfuld mand nærmede sig støvets år. Nu er det filminstruktøren, der rykker ud og potrætfilmene skildrer ofte kulturpersonligheder på toppen af deres karrierer. Faktisk er der produceret markant flere danske portrætfilm i 1990erne end i noget tidligere årti.

af Jakob Hansen

Danmarks første store filminstruktør, Carl Th. Dreyer blev portrætteret på film af Jørgen Roos kort før sin død i 1966. Og i slutningen af 1990'erne, hvor portrætfilmen er blusset op igen, lavede Torben Skjødt Jensen endnu et filmisk portræt af den gamle mester. Nu om stunder kan man slet ikke vente så længe med at forevige en kunstner på film. Stig Björkman lavede allerede i 1996 med "Tranceformer" et fint portræt af Lars von Trier. Jesper Jargil var to år senere bag om arbejdet med "Idioterne" og skildrede Trier og hans arbejdsmetoder i filmen "De ydmygede". Og gad vide om ikke den nyeste dokumentarfilm, der går bag om "Dancer in the Dark", også giver et portræt af Trier.

De senere år er det væltet frem med portrætfilm om dansere, koreografer, musikere, skuespillere, filminstruktører, malere og ikke mindst forfattere. Anders Østergaard, som i 1999 lavede et bevægende portræt af jazzmusikeren Jan Johansson er i gang med en film om Tintins skaber Hergé, og der er sågar en film undervejs om prinsesse Alexandra.
    I dag kan man sagtens både være ung og på karrierens højdepunkt, når portrættet sætter ind. En af de nyeste og mest vellykkede film er Jørgen Leths enkle skildring af digteren Søren Ulrik Thomsen, der allerede brød igennem på den litterære scene i 1980'erne og nu er en af landets populæreste digtere. Samme instruktør forsøgte også, med mindre held, at indfange Michael Laudrups geniale driblinger i 1993, imens Laudrup var på toppen.

Portrættid
Er vi havnet i en tid, hvor alle samfundets hede navne skal foreviges på film? Ligesom tidligere tiders portrætmalerier af især store mænd. Foreløbigt er det overvejende mennesker fra kunst- og kulturlivet, som portrætteres på film. Folk som er vant til at være på. Og man får uvilkårligt den tanke, at der kunne være tale om en kulturelite, der lystigt spejler sig i hinandens kunstprodukter. Breder tendensen sig ud over kulturlivet, kan man med gru forestille sig, at fremtiden byder på et væld af forherligende portrætfilm om de mest kendte politikere, tidens driftige og dristige erhvervsmænd eller diverse kendisser, som pustes op i medierne uden rigtig at have noget at sige.
    På den anden side er filmen et oplagt medie til portrættet, fordi den på en særdeles levende måde kan bevare nuet i bevægelse. Det er et godt argument for at lave et portræt, mens folk er i live. Og heldigvis findes der da også en række glimrende portrætfilm, som de senere år har bragt nyt liv i genren. Det tyder på, at også instruktørerne har fået fornyet interesse for portrættet.

Ligesom man ved, at forlagene opfordrer kendte mennesker til at få udgivet deres erindringer eller biografi, så er en del af portrætfilmene utvivlsomt også blevet til på initiativ fra filminstitut og -selskaber. Om det så er instituttets konsulenter, der er blevet mere velvilligt indstillede, om det er instruktørerne, der har genopdaget portrættet, eller om det bare er en del af dansk films generelle succes i disse år, det er nok svært at skille ad. Men påfaldende er det, at der er produceret markant flere portrætfilm i 1990'erne end i noget tidligere årti.

Populære forfattere
Et af portrætfilmens årlige udstillingsvinduer er den nyligt overståede filmfestival i Odense. Her har festivalens kunstneriske leder Christian Braad Thomsen, som selv står bag flere forfatterportrætter, sørget for at portrætfilmene er repræsenteret. De senere år har budt på bemærkelsesværdigt mange forfatterportrætter. Siden midten af 1990'erne er det væltet frem med film om markante navne som Søren Kierkegaard, Karen Blixen, Morten Korch, Peter Seeberg, Villy Sørensen, Per Højholt, Inger Christensen, Henrik Nordbrandt og Søren Ulrik Thomsen. I år var der nye film om Knud Sørensen og essayisten Frederik Dessau. Claus Bohm har med filmen "Digter" gentaget sit koncept fra 80'erne, hvor han, med Michael Strunge i spidsen, forsøgte at indfange årtiets generation af digtere ved at tegne små portrætter af en række unge forfattere i "Nattens Engel". Denne gang har han kastet sig over en række af 1990'ernes nye væsentlige forfattere.

Mennesker der taler
Med de mange portrætfilm om såvel nulevende som afdøde danske forfattere, kan det næsten se ud som et led i tidens kulturpolitiske oprustning af danskhed. Nu skal flages med de store nationale koryfæer, men ser man på tidens magre udbud af litteraturprogrammer på tv, er der god mening i de mange portrætter. På tv er det nærmest forbudt at lade en forfatter – eller andre – tale mere end to minutter, selv på DRs såkaldt smalle kanal.
    I portrætfilmgenren anerkender man, at det kan være fundamentalt tiltrækkende at se en forfatter tale; at det kan være tiltrækkende at se hvordan det væsen, der frembringer fascinerende litteratur, taler og gebærder sig. Derudover kan forfatteren ofte beskrive sit eget arbejde ganske præcist, hvilket de bedste film demonstrerer ganske overbevisende. Når det lykkes at få ordene og billederne til at balancere sammen, er der mulighed for at opleve et interessant menneske, som har noget vedkommende at byde på. Forfatterportrættet fungerer samtidig som en glimrende introduktion til forfatterskabet.

De mange "docu-soaps", som har hærget fjernsynsskærmene de senere år, vil også gerne bringe seeren tæt på virkelige mennesker, men programmerne er typisk bedst til at udstille banale hverdagsintriger. I modsætning til flere af tidens tv-udsendelser, som har tendens til at lade mennesker udkrænge deres sjæl på øde øer eller udstille deres kroppe i det stigende antal stripper-porno-erotik-programmer, så har portrætfilmen helt anderledes menneskelige og indsigtsfuld kvaliteter at byde på. Udsendelser som "...møder Reimer Bo", radioprogrammerne "Koplevs krydsfelt" og "Herreværelset" udviser den samme respekt og samvittighed over for den portrætterede, men ofte er programmerne også langt mere psykologiserende. De fleste portrætfilm koncenterer sig mest om forfatterens arbejde og lader navlepilleriet ligge.

Dogmetid
Man kan måske alligevel undre sig over, hvad der for instruktørernes vedkommende tiltrækker ved den lidt stive og traditionelle form, som er bundet af den person, der nødvendigvis må være i centrum. Det er de færreste portrætfilm, der er den store publikumsmagnet, og der er selvsagt ikke meget plads til skuespil, spænding eller dramatik. Men deri ligger også en udfordring, fordi portrættet ganske let kan forekomme overflødigt, hvis det bliver for slapt i den filmiske form.
    Nutidens instruktør kan mere frit end tidligere lade sig inspirere fra alle filmhistoriens hylder, og der er næsten ingen grænser for de tekniske muligheder. I den situation kan det være en befrielse at give sig i kast med at lave en film inden for en ret fastlagt form. Det er den samme tanke, der ligger bag dogmefilmene: at begrænse sig, for så at kunne tillade sig mere inden for rammerne.

Nogle af de bedste nyere forfatterportrætter er på hver sin måde eksempler på, at arbejdet med den strenge form spiller en central rolle. Jytte Rex har fortalt, at mange af de billeder, hun havde forestillet at sig bruge til "Cikaderne findes" (1997), måtte hun fjerne igen. De forstyrrede den forførende stemning, der omgiver Inger Christensen, når hun fortæller om sin svimlende digteriske filosofi. Meget af filmen blev efterhånden skrællet ned til et klassisk portræt, hvor digteren sidder i en stol og taler til et stillestående kamera. Resultatet blev en meget formfuldendt balance mellem det stillestående portræt og de billeder, som instruktøren fik klippet ind imellem.

Den samme enkelhed ligger til grund for Jørgen Leths portræt af Søren Ulrik Thomsen, hvor intentionen har været at skildre digteren i sit rum, uden at inddrage kommenterende stemmer eller andre forstyrrende elementer fra samtiden. På den måde fremstår portrættet meget fortættet og intenst. Ligeledes er Lars Johanssons "Højholt" en film, der er så enkel og fokuseret på Per Højholts tale og samtalen med ham, at den leverer et menneskeligt portræt, der giver indblik i digterens tankeverden. Samtidig er den en filmisk oplevelse med sin rytmiske klipning og kameraføring.

Portræt af portrættet
Når genren er blusset op i de senere år, skyldes det sikkert også, at det er blevet mere legitimt, at lave en dokumentarfilm uden en bagvedliggende social eller politisk indignation. Det har åbnet for mere leg og flere eksperimenter med det æstetiske udtryk. Og det forekommer i dag indlysende, at lave et portræt af en enkel person, uden at den individuelle eksistens nødvendigvis er repræsentant for noget bestemt i forhold til samfundet.

Ligesom meget kunst i dag ofte er beskæftiget med at undersøge sig selv, sit grundlag og sin funktion, så reflekterer portrætfilmgenren også over sig selv, men det betyder ikke nødvendigvis, at filmene bliver uvedkommende. Der er nærmere tale om eksperimenter med genrens mekanismer og muligheder. Henning Carlsens seneste film om forfatteren Frederik Dessau "Portrættet" (2000) er simpelthen én lang refleksion over det at portrættere et menneske. På genial enkel vis har Carlsen filmet de mange møder mellem Dessau og kunstneren Niels Winkel, der skal male et portræt. Her bliver man deltager i en aktiv undren over, hvem Dessau egentlig er, fordi det det malede portræt ikke afsløres for beskueren før filmens slutning.

Anne Wivel har også forsøgt at forny genren i sit såkaldte videonotat "Johannes hjerte"(1998), hvor hun med et lille digitalt videokamerea ved hånden er i venskabelig selskab med Johannes Møllehave. Selvom intimiteten og instruktørens deltagelse kan være anstrengende for beskueren, kommer der et anderledes uhøjtideligt og nænsomt portræt ud af det. Lise Roos har i "Et menneske bliver til"(1998) lavet et ærligt og modigt selvportræt, der tegner hendes livsforløb frem til og gennem den sygdom, som i 1997 tog livet af hende. Udover at være menneskeligt bevægende, handler filmen også om sig selv, f.eks ved at den starter med at Lise Roos interviewes om filmen.

Ole Roos forsøger omvendt i sin nye film "Ib Schønberg" at trække instruktørrollen i baggrunden. Der er hverken brugt fortællerstemme, pædagogiske indføringer eller andre kommentarer. I stedet er der i elegante, glidende overgange klippet højdepunkter fra karrieren sammen til et mangefacetteret billede af Schønbergs skuespillertalent. På den måde har Roos behændigt undgået de kommentarer fra kritikere, venner eller andre, som i den skamrosende form kan gøre ethvert portræt klægt og uvedkommende.
Portrættet bliver bedst, når instruktøren ikke entydigt laver filmen på den portrætteredes præmisser. Den balance er det ikke alle tidens mange portrætfilm, der mestrer, men det kan man jo selv vurdere. De fleste film kan lånes på biblioteket.