Det er som om, der er flere stemmer, der taler i den sidste digtsuite 'Flow'?
– Ja, det er skrevet i en legende stil, hvor sproget selv strækker ud, og associationerne foregår på mange niveauer. Det er ikke nødvendigvis kun det meningsbærende lag i teksten, der er det vigtigste, men alle niveauer samtidigt. Det er egentlig ikke et forsøg på at være flerstemmig, det er nærmere en form for konstruktiv rablen eller skriven sig helt tæt på sprogets muligheder.
Det er et digt, som er meget personligt. Det er skrevet i ét hug, og jeg kunne først skrive det, da jeg havde sendt resten af manuskriptet til forlaget og sagt, at nu var bogen færdig. Men jeg vidste godt, det manglede i bogen.
Når man skriver på den rablende måde, kan digtet vel komme til at virke ukendt for læseren?
– Det kan godt være, men man skal altid regne med, at læseren er klogere end én selv. Hvis jeg bare skrev, hvad læseren godt vidste, blev ingen af os jo klogere. Så der er egentlig ingen risiko ved det. Man bruger en bog til at komme videre og til at komme overens eller til bevidsthed om sig selv og verden.
Bogen er også et forsøg på at søge tilbage til den første nysgerrighed og undren. I digtet om Michelangelo er der en hilsen til JP Jacobsens digt 'Arabesk til en haandtegning af Michelangelo'. Det var et af de første digte, jeg stødte på, og det slog virkelig benene væk under mig. Tænk at man kunne bruge sproget sådan! Jeg fattede ikke en brik, og alligevel vidste jeg godt, at her var noget uafviseligt, noget som jeg ville vende tilbage til mange gange. Selvom man ikke forstår et digt, forstår man nogen gange en hel masse. Det er bare ikke formuleret endnu.