Forfatteren og dramatikeren Jokum Rohde vil gerne vække undren og overrumple – ikke mindst sig selv. Han er fascineret af de indre psykiske rum og henter bl.a. inspiration fra forfatteren William Burroughs, amerikanske katastrofefilm og instruktøren David Lynch.

af Jakob Hansen

"Jeg tænkte, hold kæft hvor er det et fedt format, og den forsvinder ikke om en måned," fortæller en begejstret Jokum Rohde. Han viser mig sin roman Jonas Bog (1994), der netop er udkommet i en polsk udgave. Jokum Rohdes hovedbeskæftigelse har indtil videre været dramatikken, men nu har han sagt nej til teater et par år for at skrive sin næste bog.
   For nylig har han gjort sig bemærket med teaterstykket Guder. Det er et moderne stykke dramatik, som blander en konkret social virkelighed med psykotiske træk, hvor personerne fungerer som en slags indre stemmeføring for hinanden. Ind i mellem er der små musikalske indslag med Scott Walker, Nico og fra filmen Midnight Cowboy (1969). Jokum Rohde arbejder tydeligvis med at importere alternative strategier fra andre kunstformer.

Burroughs i nervesystemet
– Musik hører jeg lige til, der ryger en film på. Jeg kan godt lide at tage ting fra sange eller billedkunst, og så bare bruge det. Det tror jeg er en god måde at lave teater på, fordi det så netop kommer ud over at være så éndimensionelt. Tit er mine replikker også digt- eller sangcitater – uden at jeg indrømmer det.

Du har også beskæftiget dig med William Burroughs?
– Ja, han er fantastisk. Det er en grundindspiration. Hans sprog virker fysisk på én. Dvs. hans sprog når ligesom ned i nervesystemet og får en klar narkotisk effekt. Når han er bedst, har det en underlig drømmeagtig effekt at læse hans ord. Hans litteratur når ned i andre lag af bevidstheden, end man er vant til. Det er meget spændende. Jeg har ikke læst ham i mange år, men jeg er helt besat af hans cut-up teknik. Man skal jo ikke gøre det, han gør, for han har ligesom gjort det, men man kan godt overføre den metode til en måde at planlægge sin figur på, en collageform.

Fuldesyg uden hjerne
– Den måde film virker på mig er også meget underbevidst. Der er en stor del af oplevelsen ved teater, der rager op i din intelligente bevidsthed, fordi det er så underlig en situation at sidde i, man er meget på mærkerne, når man ser teater. Det er man som dramatiker nødt til at acceptere. Man kan ikke arbejde på de samme underbevidste niveauer, som en film kan. Man er simpelthen nødt til at gå ind i intelligensen eller ind i bevidstheden og lave sit ravage der.

Hvordan ved du, at du påvirkes i underbevidstheden?
– De fleste amerikanske film er der f.eks. ikke nogen forskel på, om jeg ser total hamrende fuldesyg eller helt ædru. Det må da være et tegn på, at jeg ikke ser dem med "hjernen," for hvis jeg gjorde det, ville jeg ikke kunne se film i den tilstand, jeg nogle gange ser dem i.
   De helt nye amerikanske katastrofe- og monsterfilm er fantastiske film, men hvis man splitter dem op og ser på den helt rene fortælling, så er de usammenhængende. Men jeg tror også, de spiller på, at jeg kender film i forvejen, og derfor udelades enormt mange detaljer, som de ikke behøver at vise, fordi de ved, at man kender sin katastrofe-, monster og kærlighedsfilm. Derfor kan de fortælle historien på en endnu mere dybdepsykologisk, intuitiv måde.

Der fyldes andre ting ind?
– Ja, de kan fylde flere ting ind og tage flere fortællende elementer ud – mindre bindemiddel og mere suggestion. Det prøver jeg også at gøre med teater. Jeg regner med, at man kender de fortællinger, som det er stykket sammen af. Det sjove er, at man tit udskælder den rene amerikanske underholdningsfilm for at være enorm dum, men den er i grunden meget underlig. Den er ikke så dum igen. Den er selvfølgelig lavet matematisk og isnende kold med penge som det første mål, men måden, de er skruet sammen på, er ret fantastisk nogle gange.

Jeg forsøger at klippe mine scener tilfældigt, eller faktisk nogen gange først skrive og så gå ind og forsøge som filmklipper at fortælle det stykke, jeg har skrevet.
    Jeg mener helt klart, at teateroplevelsen er punktvis, den er ikke lineær. Så jeg har ikke behov for, at man skal gå hjem og tænke, at 'det var i grunden Jacques, der var hovedperson i Guder, og de andre var bare hans facetter'. Jeg vil hellere have, at man har en fornemmelse af at have set nogle komplekse individer. Dannet nogle komplekse relationer, og nogle af dem gik ind, og andre må man måske tænke videre over.

Psykiske stemningsrum
Da Jokum Rode skrev på dramaet Nero (1998), var der flere, der sagde, at han burde se David Lynchs film Lost Highway. Jokum Rode valgte at skrive stykket færdig, men da han lavede forestillingen sammen med Kathrine Wiedeman, så de filmen en del gange.
   – Lost Highway er en af de helt store, især fordi det er en ufuldstændig film, det er også meget interessant. Den er ikke afrundet, det kan jeg godt lide.
   Den måde f.eks Stanley Kubrick laver rum på, det er meget teatralske interiørs, fordi de er psykologiske. Rummene ligner ikke rigtige rum, og alligevel er de mere rum end almindelige rum. Hos Lynch er det nærmest en måde, han får loftet med i billederne på. Hos Kubrick er det noget med linsen. De meget psykisk ladede rum kan jeg godt lide at arbejde med. Det er dem, jeg ser for mig, når jeg laver dramatik.

Flere af dine personer har også et eller andet med hoteller eller pensionater, feks. "Hotelgangen", som du har leveret til Sentura? [Trykt i Sentura 6, 2000)
   – Ja, helt sikkert. Og der er altid noget med trappeopgange og døråbninger, sådan en konstant tøven i bygningers indre og en konstant kiggen ud af vinduer og døråbninger. Jeg har et eller andet med trappeopgange. Jeg er helt fascineret af dem, de er så smukke.

Men i "Dødningen" (fra Kortprosa 1999) har hovedpersonen, også en person, en logerende, som han siger, inde i sig selv! Og han bor selv på et pensionat?
   – Ja, det er en eller anden form for fantomzone. Der er mange gengangertemaer. Det er sådan en underlig fortsættelse i det uendelige, hvor de bor i hinanden og bor i hinanden og bor i... Den der underlige besættelse, der hele tiden er i, at mennesker bor i hinanden, på en eller anden måde, og derfor kan du ikke rigtig vide, hvem du selv er, og hvem de er.

I alle mine stykker er fællesnævneren besættelse. Den underlige sabotageeffekt andre har på dig. Når du snakker med mennesker, hvad er det så, der foregår? Man bliver besat af dem, nogle gange ændrer man sin talemåde, hvis et andet menneske taler anderledes. Det radikaliserer jeg så, for at gøre det til en slags åndehistorier. Personerne har forbindelse til mange forskellige lag. Og det er f.eks. også det, Jonas har på Krogh i Jonas bog. De kender både hinanden på overfladen og på gaden, men finder ud af, at de har et forhold, der er forankret i noget religiøst. Et eller andet med at genopdage mysteriet.

En søgen?
– Ja, helt sikkert.

Dine personer vandrer også rundt i byen?
– Ja, det er strejfere allesammen, det gør jeg også selv, så det hænger meget godt sammen.

Er dine forskellige figurer på en måde én og samme person?
– Det er de jo nok. De er sådan nogle kinesiske æsker, nogle psykiske spil, der kører.

Man skal nærmest oversætte det konkrete i dine tekster til et andet plan?
– Ja, det vil jeg også sige. Et teaterstykke bliver mere spændende, hvis de snakker om noget andet end handlingen. Handlingen kan vi godt se, men de behøver ikke snakke om den. I næsten al dramatik kæmper dramatikeren med at hamre handlingen ind i replikkerne, og instruktøren kæmper også med at vise handling, dvs. alle viser det samme. Jeg arbejder med at have nogle alternative niveauer, de kan snakke om, fordi skuespilleren skal nok gå ind og forsvare handlingen. Og så forsøger jeg at få det op i abstraktion.

– Min sociale kritik er en indgang til et rum. Det er konkrete adresser og døre, som jeg åbner, men det, du ser derinde, handler ikke så meget om, hvor døren og adressen er. Det er et andet sted, det foregår i en hel anden psykisk dimension, som jeg af en eller anden underlig grund er ved at kortlægge. Der er en social dimension i alt, hvad jeg laver, men det er ikke mit slutfacit. Det er nærmere en eller anden form for psykologisk fortabelse.

Komplicere og overrumple
Du vil gerne vække undren?
– Ja, jeg vil virkelig gerne vække undren, helt klart. Hvorfor skal alt forståes rationelt? Jeg synes også meget kunst og film bliver mere og mere forenklet, og det er ikke særlig spændende. Det er synd at forenkle, for det er der nok af. Jeg vil hellere komplicere tingene.

Stille spørgsmål? – Ja, men måske nærmere det, at jeg konstant forsøger at overrumple. Så man ikke sakker bagud i forhold til, hvordan publikum oplever det. Jeg vil bare gerne lave noget, der er så komplekst, at jeg ikke helt selv kan overskue det.

Er det hvad teater og kunst kan, hvirvle en masse 'støv' op, som vi ikke kan få hold på...
– Ja, det tror jeg. Ændre perspektivet, fæstne og fjerne os fra kroppen. Forsøge at få folk til at opleve, som de aldrig har gjort før. Ja hvirvle støv op, hvis det er at udvide virkelighedsbilledet, og især virkeliggøre den u-virkelighedsfornemmelse, der er i tiden. Eksempelvis når man taler om faktion. Hvad er dokumentar, og hvad er ikke? Det forhold gør jo tit, at vi mere og mere ser al ting som underholdning og ikke som noget, vi skal føle ansvar overfor. Man kan måske sige, at jeg forsøger at komme langt ud i det uvirkelige, men stadigvæk får det tilbage i folk, så de ikke bare kan sige, at det ikke har noget med dem at gøre.

Er du ikke bange for, at blive betragtet, som om du bare vil være rigtig avanceret? – Det er der nogen, der anklager mig for, men jeg gør det jo ikke for at imponere. Det er ud fra en indre erfaring om, at da jeg overholdt alle reglerne, var det ikke spændende, det blev det først, da jeg brød dem. Man er jo nødt til at gå ud fra sine egne kunstoplevelser. Det er ikke for at være underlig. Men når man ser, hvilke bøger der sælger, kan man da godt blive urolig. Jeg tror det sidste, man skal gøre er at efterligne alle de hæslige erindringsbiografier, der udgives. Så ville man virke latterlig – ligesom hvis man prøvede at lave dogmeteater, jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere latterligt.

– Nu har jeg fået lov til at fyre en hel masse radikale ting af, så det kan godt være, jeg vil forsøge mig i et mere forståeligt rum. Jeg kan ikke rigtig huske min metode bag Jonas bog, så jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal gøre. Jeg skal bare begynde at skrive, tror jeg.