Peter Seeberg (1925-1999) er en særegen skikkelse i dansk litteratur. Ved siden af en særpræget litterær produktion, havde han en næsten livsvarig ansættelse som leder af Viborg Stiftsmuseum. Samtidig regnes han for at være en af dette århundredes betydeligste og mærkeligste danske forfattere, og er stadig her i 90'erne blevet kaldt årtiets bedste forfatter.

af Jakob Hansen

Peter Seeberg debuterer med romanen Bipersonerne i 1956 og hører til blandt en række forfattere (Rifbjerg, Vad, Skou Hansen m.fl.), som skabte et opbrud i den danske litteratur, der i efterkrigsårene bar præg af en patos, som kan virke antikveret for en nutidig læser. Derimod kan man i dag sagtens sætte sig med en af Seebergs første bøger og få en væsentlig litterær indsprøjtning.

Seebergs særlige univers
Tag f.eks. romanen Fugls Føde (1957), som den samtidige forfatter og ven Thorkild Hansen gav disse ord med på vejen: "En hensynsløs ærlighed lagt i hænderne på et stort, usædvanligt talent...en meget spændende roman med en grafisk intensitet og en poetisk skønhed af hidtil ukendt styrke i ung dansk prosakunst." Da jeg genlæste den forleden, var den da også en aldeles vedkommende bog. Den er bl.a. fascinerende, fordi alle overflødige beskrivelser er skrællet væk. Der stilles skarpt på en problematik omkring menneskets grundlæggende forhold til den omgivende virkelighed, set gennem en person, som netop ikke kan trænge ud af sit ligegyldige forhold til omverdenen – og blive nærværende. Det koncentrerede fokus giver et skær af uvirkelighed, som er i overensstemmelse med bogens emne. Men det fremkalder også et særligt univers, hvor man bliver klar over, at der ikke er tale om gengivelse af en oplevet hændelse, men nærmere et forsøg på at behandle nogle almene eksistentielle forhold.

Dette præger i det hele taget Peter Seebergs senere litteratur. Eftersøgningen (1962) er en samling absurde og besynderlige noveller, som kan virke grumme, men de rummer en vis humor i deres åbenlyse konstruerethed, ikke mindst fordi Seebergs bipersoner har navne som Tvis, Djap, Boole, Half og Hiffs. F.eks den korte historie "Patienten" er en afsøgning af et menneskes identitet; en mand får alle sine organer og lemmer skiftet ud! En historie som datidens anmeldere fandt rystende, men hvorom Seeberg senere har udtalt: "Jeg kan sige, at jeg efter at have skrevet Patienten(...), da var jeg overbevist om – i flere år – at jeg var lykkelig."

Hverdagens virkelighed
Springer man frem til dette årti, leverer Peter Seeberg stadig levende og knap så absurd litteratur med novellesamlingen Rejsen til Ribe (1990). Her er glimtvis indsigter i menneskers hverdags-virkelighed fra tidligere i århundredet og helt frem til den seneste nutid. Seeberg har udtalt, at han "ikke tror på Historien"; derfor kan bogen bl.a. opfattes som hans bidrag til at opløse eller gennemhulle vores lineært prægede tankegang.

Det samme gør sig gældende i novellerne Om fjorten dage (1981), som Seeberg modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 1983. Litteraten Erik A. Nielsen skriver et sted, at Seebergs kontinent er hverdagslivets virkelighed, som vi alle mener at befinde os i, og at alt er almindeligt hos Seeberg, men til gengæld har man aldrig set det almindelige så ualmindeligt. Og Seeberg selv har engang sagt: "Jeg vil gerne beskæftige mig med nogen, som meget ofte ser ud, som om de overhovedet ikke betyder noget som helst." Men det kommer de altså til hos Peter Seeberg.

I øvrigt kan man fra hans produktion fremhæve novellerne Dinosaurusens sene eftermiddag (1974), romanerne Hyrder (1971) og Ved havet (1978) samt børnebøgerne Uden et navn (1985), Roland kommer til verden (1987) og Den sovende dreng (1989). Det kan også nævnes, at Seeberg bearbejdede Knut Hamsuns roman Sult til Henning Carlsens filmatisering i 1966. I 1998 udkom bogen Indfaldsvinkler, der gengiver en samtale mellem Seeberg og Poul Vad, hvor de to forfattere bl.a. berører væsentlige temaer i deres værker.

For tungere læsende drenge og piger, er der også en væsentlig filosofisk åre at følge i forfatterskabet. Allerede i 1946 udgav han Visdom, der er et personligt udvalg af Nietzsches aforismer, og som selvfølgelig smitter af på dele af forfatterskabet, ligesom den franske eksistentialist Albert Camus også har sat sit præg. Senere stifter han bekendtskab med Wittgensteins sprogfilosofiske tanker, der bl.a. kommer til at præge Seebergs opfattelse af sproget som det materiale mellem menneske og verden, som der bestandigt måtte arbejdes på, som en forlængelse af det levede liv.