Jeg er ved at bevæge mig mod at være en journalist, der har skrevet en bog, siger den udfarende forfatter Jan Sonnergaard. Her kommenterer han sin egen situation og den øvrige litterære scene.

af Marianne Andersen og Jakob Hansen

For et år siden, hvor Jan Sonnergaard gjorde status i Forfatterforeningens blad, var han meget træt af at gentage dig selv, som en af de få yngre forfattere, der ytrer sig i medierne. Nu er der så gået et år mere?

– Forhåbentlig er det nogle andre ting, jeg har sagt i år. For der kan let gå automatik i det. Jeg havde på fornemmelsen, at hvis jeg blev ved, ville jeg svække værdien af det, jeg sagde. Lidt ligesom Jens Jørgen Thorsen, der i årevis har rendt rundt og sagt blasfemiske ting om Jesus og i årevis har rendt rundt og været nøgen, og ingen af delene virker som en provokation – ikke engang tankevækkende. Det er langsomt gledet over til bare at være underholdning. Jeg har ikke noget imod underholdning, men jeg har noget imod at skulle underholde på den måde.

– Hvis man her i 90'erne har medieadgang, mener jeg, at man har pligt til at bruge den til noget fornuftigt. For der er fandme mange, som udelukkende bruger den til selv at være på. Det er selvfølgelig også noget, jeg selv kan risikere at blive beskyldt for.
    – Det er også farligt at blande sig i journalistik, for jeg definerer mig selv som forfatter. Nu synes jeg mere, jeg er ved at bevæge mig mod at være en journalist, der har skrevet en bog. Men jeg synes, det er interessant at prøve nogle forskellige genrer, og jeg synes, at prosaen kan lære noget af journalistikken.

Leg med genrerne
– På det sidste har jeg lavet drama til Aalborg teater, hvor det kom bag på mig, hvor anderledes dramatik er end prosa. Det er noget helt andet, som fungerer på scenen end i litteraturen. Men jeg har forhåbentlig lært noget om scener, replikker og dynamik imellem mennesker, som kan transporteres tilbage til prosaen.

– Som det seneste har jeg prøvet at skrive en sommerføljeton til Information, hvor der også er nogle ret håndfaste krav, som man også kan lære noget af. I den føljeton har du ikke været bange for, at lade kendte fra kulturlivet blive brutalt myrdet eller bare sprængt i luften?
   – Det var meningen, at den skulle gøre nar af den voldstrend, der har været der meget længe. Gøre nar af tv-serier, f.eks. sådan noget som Taxa, som er så smækfyldt med problemer og effekter i de 50 minutter, at man tror, det er løgn. Den måde at fylde ting op på, det har været inspirerende. Det er også en mulighed for at gøre nar af forskellige trends ude i virkeligheden.

– Det er lidt i føljetonens væsen eller tradition, at man tager nogle folk og gør dem nogenlunde genkendelige, gør nar af dem og sviner dem lidt til – hvis der vel at mærke er en grund til det, eller hvis det er folk, der kan forsvare sig, og det har alle ofrene jo været her. Der var også andre, jeg synes, det var sjovt at drille, men til sidst viser mordene sig jo, at være en stor kompliment, fordi det mest er morderen [Peter Wivel, red.], jeg er ude efter. At jeg lader Øverste Kirurgiske [tidsskrift og forlag] og Lars Bukdahl blive sprængt i luften osv., det er en ros til dem. Men denne føljeton er jo mere en grotesk spøg.

Sen-90'ernes litterære eksplosion
Er Øverste Kirurgiske ikke lidt for gakkede?
    – Nej, jeg synes, det er et skægt pust, de laver. Det er tegn på, at tingene rykker sig, at feltet eksploderer. I slutningen af firserne og starten af 90'erne var det som om, det imploderede med sådan en lille forknyt scene. Det er som om, den litterære scene i den her generation er blevet meget mere heterogen, og det er helt klart en fordel.

– Jeg synes Jens Blenstrups Dame til fornuftige priser, er noget af det morsomste, jeg har læst. Og det er også sjovt, når f.eks Jesper Wung Sung laver en novellesamling, som handler om nogle rigtige drengerøve, nogle rigtige bonderøve på en dødssyg ø, der foretager sig helt vildt karleagtige ting. Det er som om, at litteraturen har bredt sig meget mere ud, det er blevet meget mere legitimt at lege med genrerne. Susanne Staun har også skrevet en meget morsom bog, der hedder Sådan lyder en salonriffel. Det synes jeg er et udtryk for den bevægelse, fordi den kobler thriller, tegneserie, psykologi og alt muligt i en stor pærevælling, alligevel er den dybt original, en meget meget mærkelig bog.