Om betydningen af den korte fom hos Solvej Balle, Christina Hesselholdt, Merete Pryds Helle

af Jakob Hansen

Der bliver i disse år skrevet mange korte bøger, som ikke bare har et praktisk lommeformat, men som også typisk er sammensat af små korte prosastykker. Det varierer fra ganske små historier og situationer til næsten at blive noter eller digte. Kortprosaen blomstrer. Kort sagt.

Men den knappe stil har også forplantet sig til romanen, en mere fastlagt genre, hvor vi forventer et længere sammenhængende forløb. Dyrkelsen af den korte form har således frembragt nogle litterære blandingsformer, der på interessant vis balancerer på kanten af, hvad vi sædvanligvis kalder en roman. Nogle af de første og mest toneangivende eksempler på en sådan formbevidsthed finder man hos forfattere som Solvej Balle, Christina Hesselholdt og Merete Pryds Helle. I deres bøger får man ikke serveret den store flydende fortælling, som maler et billede af en person, tiden eller samfundet. Det kan man så skuffes over, fordi det ikke lever op til forventningerne, men alligevel handler bøgerne faktisk om nogle af virkelighedens helt grundlæggende forhold. Og det hænger sammen med, at de eksperimenterer med litterære grundforhold. Derfor er selve formen simpelthen en vigtig del af, hvad bøgerne drejer sig om.

Som perler på en snor
Solvej Balles lille bog med den korte titel & (1990), står ved indgangen til 1990'erne som et eksempel på interessen for at bruge den litterære form som et konkret udtryksmiddel. Et sted i bogen kastes der fx med terninger, og straks efter former teksten sig rent grafisk som tre terninglignende firkanter. Eller hvis vandet løber ned ad ruden, kan teksten snævre sig helt ind til en lodret nedadgående bevægelse.

Den lille bog er også et eksempel på, at formbevidstheden er forbundet med en blanding af forskellige genrers grundlæggende virkemidler. Teksten på hver af de små tredive sider er skåret ud i mindre stykker på nogle få linier og fungerer som små selvstændige billeder, der minder om digte. Men samtidig kan man forbinde de små tekststykker og fremkalde en ganske spinkel historie. Det er groft sagt balancen mellem disse to egenskaber, som er på spil i den såkaldte punktroman; en i Danmark ikke så fast etableret genre, der er karakteristisk ved at balancere mellem poesi og prosa. Poesien ligger i den korte stillestående selvstændige tekst, og det romanagtige opstår ved at læseren kæder punkterne sammen til noget, der fungerer som en fremadskridende handling. Et ganske godt billede på denne slags roman er at forestille sig punkterne, som perler på en snor. Hver perle er i sig selv en selvstændig sluttet del, men kædes flere sammen, kan de danne et smykke, en perlekæde.

Geometriske figurer i tid og rum
Punktromanen, der er mere udbredt i Norge, har tydeligvis også været inspirerende for Christina Hesselholdts forfatterskab. I debutbogen Køkkenet, gravkammeret & landskabet er der skåret ind til benet af, hvad der udgør en handling: I et hus, som ligger ned til en flod, er en person netop afgået ved døden. Gennem bogen følger man så de efterladte rundt i husets forskellige rum. Bogen består af små afsnit på en side; hver side beskriver i næsten lyrisk stil en person i et værelse, og navnet på dette værelse danner så overskrift for det prosalyriske "punkt". Handlingen skrider således langsomt frem imellem husets forskellige rum, idet læseren langsomt trækker en tråd mellem de små perler af rumbeskrivelser.

Hesselholdts sprogbrug kan også være små perler, hun har en udpræget sans for, hvordan vi oplever verden omkring os som geometriske figurer og rum. Det bevirker at hvert lille afsnit, som i forvejen foregår i et angivet rum, ofte folder sig ud til helt konkrete rumlige forestillinger eller figurer. Der sker nemlig ikke så forfærdelig meget, og den nedbarberede handling fremlægges uden, at nogen fortæller fortolker begivenhederne eller kommer med årsagsforklaringer, men i stedet sker det i læserens eget hoved.

På samme måde, som man oplever, at den fremadskridende handling er skåret ned til et minimum, bliver man opmærksom på de helt elementære forhold, som bogen kredser om: At vi som mennesker befinder os i en række små rum og situationer, som efterhånden danner den linje, vi forestiller os som tiden. På den måde aktualiserer bogen med sin særlige form, i bedste fald, vores fundamentale trang til at forbinde verdens fragmenterede hændelser og dele i sammenhængende årsagskæder. Med den sparsomme mængde beskrivelser er det i nogen grad lagt ud til læseren selv at forstå og forklare, hvorfor personerne gør, som de gør. Og at gøre dette er en ret fundamental menneskelig egenskab, der faktisk er afgørende for vores oplevelse af den daglige virkelighed, men som man til dagligt ikke skænker mange tanker. Gevinsten ved bogens enkle og skarpe form er, at dens koncentrerede fokus på de litterære grundelementer tid og rum, gennem læseoplevelsen kan kaste lys på nogle menneskelige grundforhold.

Afvisning af det totale udsigtspunkt
Christina Hesselholdt har siden skrevet to romaner Det skjulte, (1993) og Udsigten fra 1997, som er selvstændige fortsættelser af debutbogen, hvor man følger drengen Marlon. Hvis man sammenligner udformningen af de tre bøger, bliver det klart, at de demonstrerer et arbejde med genren, som aftegner en udvikling fra den punktvise prosalyrik frem mod en mere jævnt flydende traditionel romanform. Det er i øvrigt, i parantes bemærket, en lignende udvikling, som den lidt yngre Katrine Marie Guldagers forfatterskab har taget, fra det traditionelle digt i Dagene skifter hænder,(1994) mod kortprosa-lyrik Styrt(1995) og frem til romanen Blank (1996) bestående af monologstykker.

I romanen Det skjulte er de digtlignende sider afløst af prosastykker, som bevirker en mindre punktvis og mere flydende handlig, punkterne er blevet strakt ud og har fået mere karakter af flader. Denne forvandling fortsætter yderligere i Udsigten, som har en romans typiske lange ubrudte afsnit.
    Noget interessant ved denne udvikling af formen er, at den på sin vis er smeltet sammen med den bevægelse som hovedpersonen er i. En traditionel roman er ofte skruet således sammen, at man i løbet af læsningen føres mod større og større indsigt, erkendelse eller afsløring af gåden; det er i høj grad det der driver læsningen fremad. På samme måde får Hesselholdts læser flere informationer i takt med, at trilogiens sidste bøger nærmer sig romanens traditionelle form, og Marlons hovedbeskæftigelse er samtidig en søgen efter den totale indsigt og overblik, hvilket også er antydet i bøgernes titler.

I Det skjulte er hans søgen rettet mod det inderste, "det enestående" der er gjort konkret på makaber vis ved at være kærestens hjerte som han i sin søgen må skære ud. I Udsigten zoomes der endnu tættere ind på Marlon, der optræder endda barndomserindringer både fra de tidligere romaner og fra før, der kommer mere kød på ham som person. Samtidig længes han bogen igennem efter overblik over sin tilværelse, efter et udsigtspunkt, som kan give en tilbageskuende forklaring. Det gør man selvfølgelig også som læser, men ved slutningen står bogen stadig åben, og det er så påfaldende, at det ligner en pointe om. at man netop ikke kan nå frem til et fastfrosset udsigtspunkt med den endegyldige sandhed for sig.

Det er sådan set den samme afvisning af en total overbliksposition over sit eget liv, der viser sig i udformningen af Hesselholdts seneste bog Hovedstolen (1998), som er en samling erindringsglimt fra barndommen. I stedet for at flette erindringerne ind i en fiktiv fortælling, der kaster et forklarende og ordnet skær over fortiden, er en række uafhængige episoder opstillet side om side. Som læsningen skrider frem, danner man automatisk en form for arabeskagtigt mønster via de sammenhænge, der er mellem episoderne, og man må selv fornemme de tidslige forandringer. På den måde afspejler punktformen i højere grad end den ordnede fortælling, den måde vi i virkeligheden glimtvis genkalder os erindringer fra tidligere i livet, hvor der er masser af huller i hukommmelsen.

Roman og virkelighed som et netværk
Merete Pryds Helle har, især med sine seneste romaner Vandpest,(1993) og Men Jorden står til evig tid,(1996), leveret nogle originale bøger, hvor selve formen er en vigtig del af, hvad bøgerne handler om.
    Især den seneste roman lægger sig med de mange korte tekster tæt op af princippet i punktromanen. Teksterne tilhører fem forskellige spor, som er flettet sammen, men kun i det ene spor foregår en traditionel handling mellem mennesker. Derfor kommer man som læser på en rejse ind i forskellige synsvinkler på mange forskellige niveauer af virkeligheden, fra mennesker til dyr, engle, byer, teknologi og natur. Romanen giver således gennem læsningen måske indtryk af opløsning, men pointen er, at virkeligheden netop består af et fletværk af mangfoldige dele - og ikke bare af de personer, man følger gennem bogen.

Som læsningen skrider frem, trækker man sammenhængende tråde mellem bogens mange virkelighedsperspektiver, som er viklet ind i den fremadskridende, episke fortælling. Dermed fremstår romanens figurative form som et sammenslynget netværk. Og denne netværkskonstruktion er at finde på alle de forskellige virkelighedsniveauer, som bogen forsøger at favne, og det er lige fra neuronernes baner i menneskets hjerne til byens elektricitet mellem telefoner og computere, eller vandets vandring fra havet til kraftværket, gennem kroppen og ud i naturen igen.

Pointen med den både splittede og sammensatte form, der veksler mellem del og helhed, ser altså ud til at være et bud på, hvordan virkeligheden kan forstås som en sammenfiltring af biologiske, sociale og teknologiske netværk – som igen er viklet ind i naturens større netværk. Men det betyder ikke at Merete Pryds Helle hermed hævder at have gennemskuet verdens sammenhæng, tværtimod undgår Men Jorden står til evig tid, som hos Hesselholdt, at slutte med en sammenbindning af alle trådene.

Beretninger der drejer rundt
Et andet sted i grænselandet mellem kortprosa og roman finder man Solvej Balles velkomponerede Ifølge loven.Fire beretninger om mennesket,(1993). Selvom der ikke er tale om en punktroman, foregår der alligevel et lignende spil mellem de enkelte dele og den sammenhængende helhed. I overenstemmelse med denne komposition, kredser Solvej Balle på filosofisk vis omkring menneskets placering i verden som værende en selvstændig del, der er adskilt fra naturen, men som samtidig indgår i en helhed af kultur og natur. Hver beretning fungerer således som en selvstændig historie, men indgår også i en kompleks udveksling af forbindelser mellem de andre beretninger, så der er tale om en sammenhængende helhed, et litterært værk, der nærmer sig romangenren.

Et lille eksempel på det mest centrale: Den første og sidste beretning handler om det grundforhold, at mennesket kan beherske og forarbejde verdens stof og samtidig selv er i stoflig udveksling med verden. Når man har læst bogen færdig ved man, at hovedpersonen, som dør i den sidste beretning, er det samme legeme, som det der anvendes i et videnskabeligt eksperiment i første beretning. Dermed ophæver bogen slutning og begyndelse, som romaner normalt har, og i stedet får den karakter af en roterende cirkel, der er i konstant bevægelse.

De to midterste beretninger handler derimod om menneskets udveksling med andre mennesker i kulturens socialitet, og de antyder også en sammenhæng, som lader dem danne en cirkelform. Dermed tegner bogen en slags cirkelmodel af det, den handler om: Mennesket der er indlejret i kulturens socialitet (den inderste cirkel) er samtidig vævet ind i naturen, der på sin vis omkranser kulturen, som den yderste cirkel omkring den inderste – i en evig bevægelse.
    Samtidig er der andre forbindelser mellem de fire beretninger, som er med til at fremmane et sammensat billede af de komplicerede sammenhænge mellem menneske, kultur og natur som vor virkelighed består af. Solvej Balles naturfilosofisk interesserede litteratur fremstår på denne måde, som Pryds Helles, i så konkret en komposition, at man fristes til at betegne det som en art litterært verdensbillede.

Reaktionen på 1990'ernes punktuelle og kortprosaprægede formeksperimenter har for nogle kritikere ført til den dom, at bøgerne er ufærdige, eller der sættes lighedstegn mellem forfatterens splittede bevidsthed og det fragmentariske værk. Men som det er tilfældet for de her omtalte romaner, må man nærmere sige, at der udvises en interesse for at undersøge forholdet eller balancegangen imellem de fragmentariske dele og den samlende helhed, der danner en konkret form eller figur. Tilsvarende denne form, handler bøgerne, for nu at sige det kort, om en balancegang mellem den opsplittede verden og den store sammenhængende totaliserende sandhed. Romanens udformning er således et forsøg på at finde den form, der passer på virkeligheden - istedet for at leve op til en genreforventning. En beslægtet bestræbelse i poesien, møder man i Niels Lyngsøs langdigt STOF (1996), der på en gang former sig som et samlet værk i en kompleks sammenhæng og som et opslittet virvar af af ord.