"Standardspørgsmålet lyder: hvad vil digteren med denne tekst? Og mit svar er: hvad fanden rager det dig?! Det afgørende er: hvad vil du med denne tekst. Teksten er i en vis forstand et instrument for læseren, et redskab for læseren til at finde ud af visse grundlæggende livsforhold."

Langt ude i skoven, i Hørbylunde, på kanten af den jyske højderyg, ligger et lille hus. Ude midt i naturen, hvor der er en del flere træer end mennesker, bor den danske digter Per Højholt. Han har selv plantet nogle af fyrretræerne uden for huset. Ellers er det naturens modsætning, som han beskæftiger sig med, nemlig kunsten.
    Det har han efterhånden gjort i mange år i arbejdsværelset, hvor vinduet er halvt afdækket på trods af husets ensomme beliggenhed. Han afskyr nemlig tanken om, at nogen skulle kigge ind. Det forstår man også godt, når han fortæller, at han nogle gange føler sig betragtet af naturen! Ikke nok med det: "Jeg kan godt have en fornemmelse af – netop når jeg slører vinduet som jeg har gjort, halvt op – at det er selve vinduet der glor! Det glor ud, men det glor fan'me også ind."

Per Højholt har haft besøg af filminstruktøren Lars Johansson, som har fået ham til at fortælle om sit liv, sin kunst og naturen. Det blev i 1996 til filmen Højholt, og nu har Johansson så udgivet samtalerne i bogfom, hvor der er plads til, at noget mere kommer med. Det har resulteret i et portræt, der faktisk giver et ganske godt indblik i Per Højholts litterære univers. Interviewerens tilstedeværelse mærker man ikke så meget til, så med andre ord kan man her, via forfatteren selv, få en introduktion til den svært tilgængelige digteriske produktion og til den morsomme, selvironiske og lune person, som Per Højholt lader til at være.

Hvad fanden var det?
Samtalerne omkring Højholts personlige forhold er på sin vis noget af en sjældenhed, der nok hænger sammen med, at han altid helt konsekvent har opretholdt et skel mellem det private og digtningen. Højholts udgangspunkt er netop ikke det private stof, men derimod en fornemmelse for, hvordan sproget former sig; han er en slags filosoferende forsker i sproget. Hans metode er ofte et forsøg på at tømme ordene for deres vante betydning, og i stedet fremkalde en spontan kropslig oplevelse hos læseren:

"Der skal gå et hvidt lyn gennem hovedet på folk så de siger: "Hvad fanden var det?" Den kunstneriske oplevelse, det er en brat indsigt, der kommer som et lyn eller en nysen. Nys har jo den egenskab, at det forener hele kroppen i en ekstatisk udfoldelse, uden for ens herredømme. Man kan overhovedet ikke styre et nys. (…) Nys er noget, der kommer bag på én. Det kan være en åbenbaring, en sær behagelighed, for man giver efter og lader krop og sjæl blive ét, et øjeblik."

I bogen fortæller han også om, hvordan han allerede som 14-årig under krigen skrev fuldstændig uhæmmet, pakket ind i en sovepose i det uopvarmede værelse; om faderen, der vakte hans kunstneriske interesser; om den svenske lyriker Gunnar Ekelöf og senere Marcel Duchamp, Jimmi Hendrix og John Coltrane.
    Eller han taler om helt jordnære ting som at plante træer, bygge carport og bo på landet – samtidig med, at han beskæftiger sig med skarpe sprog- og naturfilosofiske refleksioner. Det er måske netop den kombination, der er det herlige ved at læse disse samtaler. For Per Højholt er helt nede på jorden: "Jeg vil sgu have lov at være ganske almindelig og det er meget svært. Folk stavler en op på en piedestal. Der er en grund til at jeg bor herude afsides, de skal kraftedeme ikke komme her."

Bruskens filosofi m.m.
Der er altså tale om en glimrende indgang til det højholtske univers, og i øvrigt kan Lars Johanssons film også klart anbefales, fordi den på en meget fin facon, med enkle virkemidler, leverer en lille time med et interessant menneske. Hvis man allerede er Højholt-fan, så er det mest frydefulde nok at læse om det romanværket Auriculum, som digteren påbegyndte i 1978.

Den består af seks bøger, hvor en mængde begivenheder og personer kædes sammen i året 1915, f.eks. 1. verdenskrig, Freud, Einstein, James Joyce, Karen Blixen. Det samme år undfanges også nogle ører(!), som fødes ni måneder senere(!), og det er disse ørers historie, som Per Højholt fortæller. Hvordan ørerne vandrer gennem landene, hvilken biologi og psykologi de har og sågar et afsnit om bruskens filosofi! Hvordan Marcel Duchamp, som en af de få, kender til ørernes eksistens og skjuler dem i skulpturer... Det lyder simpelthen bare for rablende godt. Men ikke nok med det. I pauserne, mens Højholt skrev på dette, måske forfatterskabets hovedværk, har han skrevet en mindre bog. Den handler så om..., ja som han siger: „Jeg har en eller anden svaghed for at skrive om originaler, der bor alene på landet, skægt nok!"