| Forside | Skribent | Litteratur og kultur | It og kultur | .

INTERVIEW

 

> Intro

At gå ordene frem

Opløst jeg i landskab

> At udtrykke universet

Ord er fly og døre

Drøm og virkelighed

Kaos

Konstruktiv rablen

Absurd at skrive digte

[På sporet af poesien - Samtale med digteren Morten Søndergaard]

> At udtrykke universet

– Hvis man skulle karakterisere min strategi, så er den at anvende tvivlen positivt. Man kan bruge tvivlen til at komme fremad med. Hvis man har ryggen mod muren, så er der jo kun én vej frem. Og er man desperat nok, så tager man en større risiko. Det er til gavn for projektet.

Hvad er projektet?
– Jeg vil ud, hvor jeg ikke har været før. På den måde bliver afsøgningen hele tiden tvunget ud i noget, der ikke lige er til at formulere. Men jeg tror, det er et forsøg på at aflægge sit jeg og så se, hvad der sker. Hvad er der dér, og hvordan det lyder. Det er et forsøg på at omgåes kaos så præcist som muligt. Og så at skrive noget frem, der rummer en skøn erkendelse.

Det har altid fascineret mig, at der skrives så ufatteligt mange digte, og at der er så mange bud på, hvad et digt er. Men når man lukker en bog, vil man aldrig sige: Nu er poesiens problem løst! Det er det spændende. På den måde bliver hvert digt et udkast til, hvordan et digt kunne være. Det bliver en lang kredsen om digtet som mulighed.

Det kalder du alligevel et digt?
– Ja, men dybest set vil jeg ikke udtrykke mig selv. Jeg vil udtrykke det, digtet skal udtrykke. Og digtet skal vel i sidste ende udtrykke hele universet, altså noget der ligger helt udenfor min personlighed. Det er faktisk en enorm ambition.

Er det en realistisk bestræbelse?
– Det kan man selvfølgelig aldrig vide. Men mindre kan også gøre det. Problemet er, at så mange digte stiller sig tilfreds med næsten ingenting. Men sproget er jo et fantastisk instrument. Det er fuldstændig immaterielt; det vejer ingenting, og det er slebet til af vores hjerner i 10.000vis af år. Det koster ikke noget, det kræver ingen energi, og hver gang man bruger et af ordene, så bliver der flere! Det er da fantastisk. Det er et stort privilegium at have sproget som udtryksmedie.

 

 
| Forside | Skribent | Litteratur og kultur | IT og kultur | .